Theofotografi

Jeg elsker bogen

2011-11-23T13:27:00.000+01:00

Jeg elsker fotobøger.
For et par år siden begyndte jeg at købe dem. Ikke at jeg har rigtig mange - en 10 stykker mener jeg jeg har - men det er bøger jeg holder rigtig meget af.
Fotobogen kan noget intet andet medie kan, nemlig:
FORDYBELSEN!

Vi er så vandt til at blive bombarderet med billeder på nettet, TV, biografen osv. Og det går stærkt. Har vi ikek aflæst et billede inden for de første sekunder det dukker op i din browser, ja så er vi klikket videre eller er BLEVET ført videre af det medie vi nu ser på. Vi bestemmer næsten ikke tempoet selv.

Bedre er det med udstillinger. Her kan man gå rundt og se lige så længe man vil på de udstillede værker. Men man kan ikke komme tilbage.

Og det er DET jeg elsker ved bogen!
At komme tilbage.

Når jeg har købt en bog og sætter mig ned og kigger den igennem, bladrer jeg kontinuerligt i et sindigt tempo. Får et overblik over bogens indhold og stemning. Ofte lægger jeg den så væk, for at komme tilbage til den et par dage senere. Nu går jeg i dybden. Dvæler mere ved hvert enkelt billede. Får en samlet oplevelse.
Så ryger bogen i reolen igen. Men det er her det magiske og skønne ved bogen kommer ind. For jeg kan til enhver tid tage den frem igen og dyrke stærke billeder igen og igen eller tage stærke passager frem. Jeg kan gå i dybden med hvert enkelt billede og "nærlæse".
Oven i dette er der følelsen.
For det er med i den gode oplevelse at bogen vejer noget. Jeg kan mærke papirets kvalitet. Lade hånden stryge kærligt ned over en side og ja........den dufter faktisk også!

God totaloplevelse, som jeg ikke finder andre steder.
Så TAK til bogen!

De bøger jeg har er både købt fra nye, men der er også et kæmpe udvalg i antikvariater rundt om i landet. Mit bedste scoop har jeg fundet på Den Blå Avis. Her fik jeg købt Krass Clements "BYEN BAG REGNEN" til 350 kroner. Jeg har efterfølgende set den i på antikvariat.net fra 2500 kroner og op til 7000 kroner!
Bogen skal ikke sælges - slet ikke, men det er alligevel sjovt at køre et godt køb en gang imellem.
Jeg har gjort det til en vane ofte at kigge ind, hvis jeg passerer et antikvariat på min vej rundt i byen. Bare lige ind og kigge lidt. Det er hyggeligt.

Jeg er også igang med selv at lave en bog. Blot en ydmyg "gør-det-selv-bog", fra "BLURB".
Jeg "leger" at jeg skal udgive en "rigtig" bog og går grundigt til værks, med redigering og billedeudvælgelse. I mit valg af format har jeg lavet et antal "dummyes" i pap så jeg kan få en fornemmelse af hvordan bogen vil være at have i hånden og om billederne passer til formatet. Endvidere har jeg printet alle de billeder, jeg kan forestille mig skal med i bogen, ud og lagt dem op på gulvet.

"Dummy-bog" som er karton skåret i det format jeg har valgt til min bog.

Alle de billeder jeg har tænk skal med i bogen.

Der er valgt kraftigt fra i forhold til hvad jeg havde i starten.

Ved at have alle billederne i småt format gør at jeg kan få et overblik over hvilke billeder der skal med og hvilke der ikke skal..
Senere printer jeg de udvalgte billeder ud i den rigtige størrelse. Ikke noget fancy, men blot fra en almidelig printer i lav opløsning. Ideen med dét er at jeg så kan lægge billederne ind i min "dummy" og meget bedre få en fornemmelse af hvordan siderne skal præsentere sig. Der skal være det rette forløb og billederne skal ikke bare "kastes ind med en skovl"
Bogen skal være et værk!
Ikke et fotoalbum!

Herunder kan du se testbogen som jeg har lavet for at få en fornemmelse af hvordan den rigtige big kommertil at se ud.
Så det er KUN en testbog.

En som rejser (vi) fotografier af Theo Lyngby

I luften

2011-11-13T23:37:00.000+01:00

Så fik jeg min hjemmeside i luften.
Ikke noget fancy, men blot en enkel side.
Ideen er at siden skal give en "feeling" af hvad jeg arbejder med. Ikke vise en masse billeder.
Klik her hvis du vil se med

Nyt liv

2011-08-30T13:13:00.000+02:00

Det er jo 100 år siden jeg har skrevet her.

Jeg har ofte haft lyst, men ikke magtet det. Der sker en masse i mit fotografiske og personlige liv, som tager min energi og tid.

Jeg har længe villet holde mig "usynlig" og bare være "MIG", og derfor har jeg ikke skrevet eller "publiceret" noget i det offentlige rum i lang lang tid.

Det ensomme indadvendte liv som jeg har levet i over et år, har været godt nok, men jeg tror jeg skal tvinge mig selv til at være lidt mere udadvendt. Så jeg håber at jeg kan få mig taget sammen til at skrive mere igen.

Jeg har fotograferet en del i det seneste år. Udforsket genren "streetfoto" og det har været (og er) svært, men også udviklende rent fotografisk og menneskeligt. Jeg har forsøgt at være "fluen på væggen". Travet Københavns gader tynde og fotograferet mennesker i deres miljø.

Det svære for mig har været at TURDE!

I løbet af foråret blev jeg meget overrasket over at blive kontaktet af Herlev fotoklub der spurgte om jeg ville komme ud og vise og snakke om mine billeder en aften. Det er jeg enormt beæret over og jeg har selvfølgelig takket ja til at komme.
Det bliver interessant at komme ud og få en snak om billeder, og indgangen til hvorfor vi fotograferer. Jeg har jo mine grunde og andre har deres.
Meget spændende.

Det helt store "sus" har været at møde MAGNUM fotografen Jacob Aue Sobol !
Mere om det en anden dag.

At give sig tid (til at SE på et billede)

2010-10-22T02:29:00.008+02:00

Jeg faldt over Finn K´s dejlige billede på godtfoto.dk og det kom der en masse ord ud af.

Foto: Finn K

"Nå et ur på en væg. Et vindue og en stol” tænker jeg mens jeg træder ind i billedet.

Der er stille.

For tiden er gået i stå.

Uret tikker ikke som jeg havde forventet. Pendulet hænger lodret ned, uden antydning af bevægelse.

Her er meget stille.

”HVAD FANDEN SKAL JEG SÅ TAGE MIG TIL I DET BILLEDE?”

”HER SKER JO IKKE EN SKID!!”

Irriteret over al den intethed, får jeg øje på stolen og min vrede mildnes.
”Nå, ja en stol. Jeg kan da sætte mig og tage en pause”

Da jeg forsigtigt lander på stolen, bemærker jeg at tiden forlod rummet tolv minutter over fem.
Møblet udstøder et irriterede vræl, da min krop forstyrrer den. Dens lyde kastes rundt mellem væggene.
”Ja ja jeg går snart”, hvisker jeg til den. Jeg skal bare lige have en pause.
Stolen accepterer mig modvilligt og tiden er atter i stå.

Jeg dufter tydeligt de støvede korn, der bliver filtreret af min næse, idet jeg snøfter indad.

Jeg stirrer den modsatte vej.

UD af billedet - IND i stuen.

Der er et vindue på den modsatte væg, hvor jeg mener at kunne se en lille have med evigt solskin.

”Så er kaffen klar far”

”Jamen så kommer jeg”, lyder det langt væk.

Jeg hører tydeligt kvindestemmen og lydene af kaffekopper på en bakke, der forsvinder ud i haven.

”Århhh hold op” siger jeg til mit indre.

For fanden her er jo ikke nogen.

Men jeg hører nu alligevel, klart en barnestemme råbe:

”Hej farmor Hej Farfar”

Og jeg er sikker på at jeg hører lukkemekanismen til havelågen blive lagt på, før barnet løber op til de gamle.

Igen overmander stilheden mig og jeg stirrer bare tomt frem.

Bliver lukket helt inde i den larmende stilhed, der skærper mine sanser så meget at jeg farer sammen i et panisk sæt, da et køretøj passerer på gaden uden for vinduet.

Jeg springer op, for igen at kigge IND i billedet.

”Åhhh ja et vindue er der jo også. Et vindue at kigge ud af.”

Jeg træder tæt op til ruderne, der dugger og gør det svært at se hvad der foregår uden for.

Købmand Jensen over for?
Eller er det cykelsmeden.
Det er ikke til at se, men jeg aner det i det fjerne.

Jeg skal lige til at tørre duggen af ruden, så jeg bedre kan se hvad der foregår derude, da det går op for mig at det ikke er op til mig at skulle afdægge rudernes hemmelighed.

For tiden findes og jeg mærker det er tid til afsked.
Modstræbende løfter jeg det ene ben og hænger lidt overskrævs på rammen. Tager et sidste blik ind i den anden verden.

Tager mig tid.
Tid til at opleve.
Så springer jeg.

Note

2010-10-22T00:40:00.001+02:00

"Skarphed er en småborgerlig norm.
Stemning frem for komposition."

Henri Cartier-Bresson

AT DØMME ANDRES FOTOGRAFIER

2010-10-08T14:41:00.003+02:00

Nu er alt jo heller ikke det rene skidt og skravl (jvf min indlæg nedenfor), for jeg har været dommer i en fotokonkurrence.
Jeg blev kontaktet af gruppen bag Monofoto som spurgte om jeg ville være dommer i denne måneds indsendte billeder.

Jeg blev enormt beæret over at de viste mig den tillid, så jeg sagde pænt jatak.
Nogle uger efter henvendelsen kom der 44 billeder i min mailbox, jeg skulle bedømme og derefter finde tre vindere, samt et antal fotos der skulle "antages"

Det var noget af en opgave. For der var enormt mange gode fotos og det var svært at vælge de bedste ud. I første omgang satte jeg mig ned og så hvert enkelt billede grundigt igennem. Prøvede at se hvad billedet fortalte, hvad der var af elementer og kompossition osv uden at være "dommer i hovedet"

Næste skridt var så igen at gå billederne igennem, men denne gang med meget personlige øjne. Hvilke billeder sagde mig noget og hvilke billeder gav mig en oplevelse eller stemning.

Ud fra disse to gennemsyn, lod jeg dem alle ligge uden at se på dem i et par dage. Så kom de frem igen og denne gang siede jeg nogle billeder fra. det var meget svært at skulle si fra, fordi alle billeder havde kvaliteter, men i denne fase måtte jeg være subjektiv og mærke efter hvilke billeder jeg syntes gav de største oplevelser for mig.

Tilbage sad jeg så med 12-15 billeder i en slags finale om 1-3. pladsen. Ud af disse billeder endte jeg med 4!
Et billede skulle tages fra. Det var ikke nemt og jeg vaklede og tænkte og mærkede efter inden i.
Og til sidst MÅTTE jeg jo skille mig af med et af de 4 billeder, men igen var det selvfølgelig svært.

Til sidst skulle jeg så skrive begrundelser for de tre vindere. Dette var noget nemmere end at skulle vælge ud, for det var jo "bare" at skrive hvad jeg oplevede ved at se på de enkelte billeder.

Det var en rigtig interessant oplevelse at være dommer, men også frustrerende, fordi jeg hele tiden blev nødt til at tage billeder fra. Dømme dem ude. Og det er ikke så nemt som man kan tro.

Gå ind på MONOFOTO.DK hvis du er interesseret i sort/hvide billeder.

JEG ER EN NEGATIV SORTSEER

2010-10-08T10:29:00.000+02:00

Jeg bliver ved og ved med at tænke på HVAD det egentlig er jeg gerne vil fotografere.
Hvad er det egentlig jeg gerne vil vise?
Jeg ved det ikke. Men det er noget med følelser, fornemmelser. Noget med at komme ind under huden på noget eller nogen. At ville afdække eller løfte sløret.

Tankerne HVAD og HVORFOR kredser hele tiden inden i mig, samtidig med at jeg tænker på om den ener-gi jeg har inden i, nogensinde vil komme ud gennem mine fotografier.

Jeg er konstant på vagt over for at jeg tager andres billeder. Jeg ønsker og arbejder hele tiden på at gøre mig fri fra andres måder at se motiver på. Oplever stadig at jeg bevidst eller ubevidst styrer hen mod at tage bille-der som andre HAR taget.

Inspiration er fint og nødvendigt, men jeg har ofte følelsen af at jeg læner mig alt for meget op af de fotogra-fer jeg taler med eller fotografer jeg beundrer.

Og det irriterer mig. For jeg vil mit eget udtryk.

Jeg vil MIT fotografi. Være MIG i mine billeder.

Jeg har "udviklet" mit dogme/aftale med mig selv, som jeg har givet overskriften "INTUITIV FOTOGRAFI" og det er fint. For det gør processen lidt mere overskuelig, netop at kunne have en ledetråd - en overskrift, der kan hjælpe mig til at føre mig tilbage på sporet, når jeg føler at jeg er på vej i en gal retning.

Jeg har slappet for meget af i den seneste tid. Overgivet mig til "de andre" og til billeder jeg ved andre rime-ligt nemt kan aflæse.

Jeg har måske også haft brug for at blive rost. Og når man gerne vil roses, er det nemmeste man kan gøre at tage billeder der er flotte og nemt aflæselige. Det giver umiddelbar respons.

I mit indre optager egoismen, materialismen og småborgerligheden mig mere og mere. Den efterhånden store frygt for alt "udenfor". Politiske partier der hele tiden er hurtige med at melde ud når noget er galt efter deres mening. Når noget eller nogen ikke stiller sig op i rækken og opfører sig pænt og dermed anderledes. Jeg er træt af de kasser vi proppes ind i. Savner vildskaben, modstanden, forskelligheden.

Det ender ofte med at jeg er en utilfreds mand, der ser mennesker og samfund som noget negativt. Oplever at vi er på vej i en helt gal retning. En retning jeg selv er en del af og som gør min frustration endnu større, for-di jeg ikke er i stand til at bryde ud af konformiteten.

Det vi kalder udviklingen og som man ser som en fremadrettet og positiv bevægelse, virker modsat på mig. Jeg ser det som en degenerering eller måske rettere som et udtryk for at vi ikke tørø tænke nyt. Alt handler om at forbruge. Økonomisk og materielt. Forbrug har været nøgleordet gennem de seneste 150 år og nu er vi blevet så rige at vi ikke magter at tænke i andre retninger og bliver mere og mere rædselsslagne for at skulle afgive vores rigdom.

Jeg er ikke imod udvikling, men jeg tror at hastigheden af udviklingen er forkert. For vi magter ikke den hur-tighed hvormed vi bliver klogere. Vores viden når aldrig at bundfælde sig. Vi når aldrig at få de landvindin-ger vi gør teknologisk og menneskeligt, gennemtænkt og afprøvet. Vi er straks på vej videre hurtigere og hurtigere. Vi tilsidesætter naturens naturlige "tyggen drøv". Evolution tager tid, men vi mennesker er blevet så "kloge" at vi sætter os ud over evolutionen og dermed melder os ud af "det naturlige". Vi har i lang tid troet at det er os der har styr på tingene, men vi er igang med at grave vores egen grav. Vi er på vej ned i det hul vi selv, i klogskabens tegn, er ved at grave. Vi bryder naturens love på så mange områder og gør os der-med overnaturlige.

Det interessante er jo at vi TROR at vi er de dem der har fat i den lange ende. Men facts er jo at den dag det sidste menneske udånder på jorden, så lever naturen videre i dens eget sindige tempo upåagtet menneskets ødelæggelser. Verden gik ikke under da dinosaurerne uddøde.

Naturen vil bare begynde at hele de mange sår mennesket har pådraget den og naturen har ikke travlt. Det vil måske tage millioner af år før al den ødelæggelse er "repareret"

Og så springer jeg lidt igen:

Fotografer siger ofte at når de fotograferer mennesker i deres miljøer gennemsyrer deres respekt for det enkelte menneske altid deres billeder.

Måske har de det sådan, men med den utilfredshed jeg har, for tiden, over for hvordan vi i Danmark opfører os, politisk, småborgerligt, egoistisk og materielt velnærede, så bliver jeg sgu i tvivl om jeg nogensinde kan gå ud og fotografere dem, når jeg i bund og grund ikke har en skid til overs for hvad de står for.

Men så lad vær´ med at fotografere dem, kan man sige. Men det interesserer mig jo HVORFOR vi er så selvcentrerede og snævert synede.

Det er hårde ord over for mine medmennesker - og jeg kan godt selv høre at jeg virker ret selvcentreret, højrøvet og bedrevidende. Især når jeg selv er en skide ”rækkehusborger” Men det er tanker jeg altså har.

Det er ikke det enkelte menneske jeg "er ude efter". For jeg oplever jo utroligt mange søde og dejlige mennesker, både i fotomiljøet og i verden som et hele. Mennesker ER i bund og grund søde og flinke. Måske er det mere den disrespekt jeg oplever samfund, som en helhed påvirker det enkelte menneske med.

Jeg ER en sortseer og måske er det min depressions-sygdom fra vinteren og foråret, der stadig har tag i mig og måske har jeg bare ALT for store ambitioner, der ikke står mål med mine evner.

Men nu er det skrevet ned og meningen med denne blog er netop at få skrevet mine tanker og oplevelser ned til mig selv. Det giver en form for klarhed i min hjerne. Er der så mennesker der kommenterer hvad jeg skriver, kan kun være en bonus og måske gøre mig klogere. Det er derfor jeg skriver på en blog og ikke på et personligt Word-dokument, der er lagret langt inde i min egen computer.

Nu skal jeg nok stoppe dette rodede indlæg.

KARTOFFELMOS!!!

2010-07-22T20:24:00.001+02:00

Overskriften henviser ikke til at nu kommer der en opskrift på f.eks. Brændende Kærlighed, men er en reklame for en blog jeg læser ofte som hedder "MASHED POTATOES"
På denne blog residerer en mand ved navn Mads-Peter Eusebius Jakobsen. Han er cand.it med speciale i visuel kommunikation og informationsarkitektur og er ansat i Forbrugerstyrelsen som web- og udviklingskoordinator.
Altså en mand der har en vis kompetance må man vist sige.

Det jeg synes er MEST fedt ved hans blog er hans TUTORIALS. I dem gennemgår han forskellige ting i Photoshop og Lightroom.
Emnerne kan være: "Det antikke look" "Ret hudfarve med hue/saturation" eller "Fritlægning med paths" og meget meget mere.

Jeg har STOR respekt for mennesker der kan noget og derefter deler deres viden med os andre uden at kræve noget igen.
Sådan er Mads-Peter og hans "MASHED POTATOES"

Stille

2010-07-01T14:12:00.015+02:00

Hold da kæft hvor sker der ikke meget fotomæssigt med mig for tiden!
Jeg VIL gerne, men der er alt muligt andet der presser på i min hverdag og jeg skal passe på ikke at blive stresset. Men på den anden side stresser det mig at jeg IKKE får tid til at lave billeder.
It´s a strange world.

Jeg var en tur på Samsø og der var en RIGTIG havnefogede med kasket og det hele. Desværre havde jeg ikke overskud til at hænge ud og få nogle rigtig gode skud af ham, så det blev kun til et hvor han skuer ud over sin havn. Havnen er i øvrigt Ballen.

Ellers har jeg været en tur i Amager Strandpark og her er Helgoland badeanstalt lige åbnet (igen) Farverne er der ikke noget galt med i hver fald.

En masse oplevelser på en dag

2010-06-08T12:16:00.004+02:00

For noget tid siden gik jeg rundt i København - igen :-)

Først var jeg længe foran KBH´s byret. Rockere var anholdt og der var grundlovsforhør. Jeg stod foran retten og lurede sammen med avisjournalister og TV-hold. Gik bare rundt og lurede og ventede sammen med alle de andre der gjorde det samme. Ventede på "noget" skulle ske. Og der skete en masse og dog alligevel intet. Der dukkede stille og roligt en del Hells Angels venner op for at støtte deres kammerater. Politiet var hele tiden på tæerne, men i en afslappet atmosfære. De kendte hinanden kunne jeg se.

På et tidspunkt starter politiet med at visitere den lille gruppe supportere. Det sker på en underlig dagligdags måde. Både Politiet og rockerene er vandt til det og det sker under en underlig dobbelthed af spændt situation og afslappet dagligdag.

Til sidst endte jeg med at være med i et rum inde i retten, sammen med Hells Angels rockere, journalister og politifolk hvor vi ventede på et "statement" fra dommeren. Syret. Det korte pressemøde handlede dog bare om at retten udsatte retsmøderne et par timer.

Tilbage på pladsen, nåede jeg også at overvære en HA´er små-true en journalist, fordi han havde taget et billede af dem foran retten.

”Skal vi være enige om at vi respekterer hinanden og at du ikke fotograferer mig mere” sagde han hele tiden.

Jeg gik videre kort efter at retsmødet var blevet udsat. Travede længe og endte ude på Amagerbrogade. Her gik jeg i Amagercentret, for at se om Viggo Rivad sad der. Jeg gjorde det nærmest fordi jeg havde hørt at han en gang imellem kommer der og det var ”et skud i tågen”. Men gud hjælpe mig om han ikke sad der!!

Jeg gik hen og hilste på ham og vi snakkede en times tid. Mærkeligt at sidde foran ”mesteren” Han fortalte om sine fotos og historier fra ”dengang”. Jeg kendtestort set alle historierne fra biografien om ham, som jeg har læst. Men det gjorde ikke noget.
Han var sød og nem at snakke med og gav også plads til mig om mine ideer og tanker. Jeg forstår nu hvorfor han er god til at komme i kontakt med sine ”ofre” for samtalen flød nemt i den times tid han og jeg sad sammen.

Efter en times tid skulle han videre og vi trykkede hånd og han forsvandt ud i menneskemylderet. Pludselig gik det op for mig at jeg ikke havde bedt om at tage et billede af ham, så jeg skyndte mig at snuppe ét, mens han forsvandt.

Fra Amagercentret gik jeg til DR-Byen via Urban-planen, hvor der holdt brandbiler, men der var vist ingen brand. Jeg stod og fulgte brandfolkene, mens de vandrede rundt for at se efter branden (der ikke var der). Til sidst forsvandt de i deres store brandbiler og alt var igen normalt i området.

Det var en super intens og interessant dag i København, men rent billedmæssigt, blev det fattigt. Dén dag evnede jeg ikke at få nogle "rigtigt gode" skud. Kun registreringer. Ikke noget der "kom ud over rampen"

Men en dejlig dag - det var det.

FULL FRAME ;-)

2010-05-19T09:58:00.000+02:00

Jeg har længe haft lyst til et lille kamera. Sådan et lille et a´la Leica M-et-eller-andet. Et der ikke syner så meget som mit store lokum til en 40D´er, som jeg ofte går på gaden med og forgæves forsøger at skjule så diskret som muligt. Men ofte kan jeg se og mærke at folk HAR set kameraet og derefter godt ved at der er en fotograf i området.

Gennem en af godtfoto.dk´s medlemmer (Finn) så jeg at han havde taget nogle billeder med et Olympus kamera jeg ikke kendte. Jeg googlede navnet og det viste sig at der var en hel "subkultur" af dedikerede mennesker der synes at netop dette kamera er helt fantastisk.
For sjov gik jeg på Den blå Avis for at se om der var noget til salg . Og det var der. En kvinde i Helsingør havde et til salg og næste dag var jeg oppe og se på vidunderet. Det så pænt ud og lød rigtigt når jeg trykkede på udløseren, så jeg slog til og inversterede mine penge i "den lille sag"
Så nu har jeg et Olympus Trip 35.
Pris: Kr. 100,-
Bygget en gang først i 70´erne!
35mm film .........så nu er jeg gået full frame :-))))))
Kameraet skyder på en standardtid der hedder: 1/40 sek.
Afstandsmålingen er 1m -1½m - 2m og uendeligt!!
Blænde kan stilles i auto eller fra f:2.8 - f:22
40 mm Zuiko objektiv.

Jeg har endnu ikke taget nogle billeder med det, men det bliver lidt sjovt at skulle prøve at sætte en film i og skyde de første 36 eksponeringer. Så må jeg se om jeg også synes det er sjovt i længden med at skulle arbejde med film og scanne negativer osv.
Men jeg gi´ r det en chance. Der er i hvert fald en mulighed for at kunne lave en anden slags billeder end jeg plejer. Og så skal der jo også økonomiceres med skuddene. Der er jo bare 36 billeder på så´en en filmrulle.

Mon ikke jeg skal prøve at alliere mig med Saxild og spørge ham om jeg må scanne min første film hos ham??
I ØVRIGT:
HVOR KØBER MAN FILM BILLIGST??

Her er så mit nye vidunder:

Her nogle links til sider om dette lille søde kamera:

KEN ROCKWELL

FLICKR gruppe

FLICKR gruppe hvor det er NAT-foto der er i højsædet

Endnu en side med en "TRIP-nørd"

Tilbage

2010-05-09T12:12:00.002+02:00

Lige så stille er jeg tilbage på bloggen, efter en sygeperiode.
Kort fortalt gik jeg ned med stress/depression, blev sygemeldt og kom på medicin!
Nu er jeg på "vej op" igen, men kan mærke at jeg skal passe på med tempo og ambitioner og.........en masse andet.

Lige før jeg "gik ned" nåede jeg at slette min gamle blog og i det hele taget slette mine digitale spor. Derfor den nye adresse her på bloggen, men det lykkedes mig at genskabe alle de gamle blogindlæg.
"End of the road" er mit liv for tiden. Jeg håber jeg når færgen på et tidspunkt.

2010-02-10T15:25:00.000+01:00

Blot en lille henvisning til DR P-1 hvor der er en lille times samtale med fotografen Kirsten Klein.

Klik HER.

Fotografering er udvikling og passion

2010-01-18T23:48:00.000+01:00

Jeg har gennem et stykke tid arbejdet med mig selv og fotografiet.
Forsøgt at integrere mig mere og mere med de billeder jeg laver. Fra jeg startede at fotografere seriøst for 3-4 år siden, har jeg hele tiden kunnet mærke at jeg bevidst og sikkert også ubevidst – har forsøgt at lave billeder som ”de andre”.
Jeg har studeret andres billeder, besluttet mig for hvad der er flot og derefter plagieret andres billeder ned i mine egne. Og det har været fint nok indtil nu. For jeg har taget de år som en slags læretid, hvor jeg har forsøgt at dygtiggøre mig og træne mig selv i at SE billeder og selvfølgelig optage og redigere dem.

For et halvt års tid siden kunne jeg mærke at nu ville jeg et eller andet med mine fotos. Og stille og roligt dukkede der en form for plan op i mit hoved. For lidt over en måneds tid siden kunne jeg så sætte en overskrift på hvad det er jeg vil beskæftige mig meget med i den kommende tid.

INTUITIV FOTOGRAFI har jeg valgt at kalde det.
Jeg aner ikke om der noget der hedder sådan officielt, men dét at kunne sætte et par overskrifts ord på, hjælper mig. Mit ”dogme” går ud på at fotografere hvad jeg ser og ikke mindst, hvad jeg mærker og føler når jeg er ude med kameraet. Jeg skal mærke efter HELT ind i mig selv og derefter forsøge at blive et med kameraet og omverden, og så skyde.

Jeg skal blæse på ISO og skarphed og traditionel komposition, hvis det er nødvendigt. Det vigtigste er at jeg fotograferer det jeg ser og mærker. Alt er på en måde tilladt. Dette er ikke ment sådan at alle grænser SKAL brydes ned. Al traditionel komposition SKAL ikke skrottes, bare for at skrotte det. Nej jeg skal bruge hvad jeg har lært, men ikke være bundet af ”det vi kender” og det ”vi skal” hvis vi skal gøre ”det rigtige”.

På en måde vil jeg sige at det for mig fremover, skal handle om at jeg tager billeder som en ukyndig, men med den kyndiges erfaring og øjne. Moster Odas feriefotos, udsat for fotografisk erfaring, kan man måske sige.

En anden "øvelse" er så at jeg vil se om den nye "stil" ”taler” til andre end mig selv. For selvom ”projektet” er spændende for mig, vil jeg jo også gerne at de billeder der forhåbentlig kommer ud af det, også kan ses, opleves og ikke mindst forstås af andre end mig selv. Det ovenstående billede er en slags ”prøveklud” på om den slags billeder giver en oplevelse, følelse eller stemning hos den der betragter billedet. For hvem vil ikke gerne ses og forstås gennem det man siger, tænker……eller fotograferer?

Nytårsnote

2009-12-29T23:54:00.000+01:00

Året lakker mod enden og et nyt kan begynde.

Det er tid at samle op.

Jeg kan mærke de første spæde (NOGET) titte frem fra mit indre. Ønsket om a være mig selv i fotografiet begynder at vokse i mig. Jeg har længe lænet mig op af andres billeder. Bevidst og ubevidst forsøgt at lave de samme billeder som andre laver. Forsøgt at lave billeder som FIF, Jorg Hubrish, Jesper Videbæk, Morten Saxild, mange af fotograferne på fotozite osv osv.

Men i den seneste måneds tid er jeg begyndt at gøre som JEG vil. Lægge de andre på hylden og se dem som mine læremestre og ikke som nogle jeg skal kopiere.

Jeg har lært af gode mennesker der har givet råd. Jeg var så heldig at juryen på fotozite.dk gav sig tid til at give mig en grundig tur gennem "vridemaskinen" og de gav råd og tid til mig. Hvor var det flot af dem. Tænk at nogen ville koncentrere sig om mig på dén måde. Det er jeg enormt glad for. TAK!

Men som sagt: Jeg er beggyndt at finde mig selv i fotografiet. Og det er ENORMT dejligt. Og samtidig skræmmende. For jeg kan mærke at jeg VIL noget og at det kræver meget af mig. der er så mange billeder der vil ud af mig, der er så meget jeg gerne vil lære og gøre, mend fotografiet og jeg mærker at det også kan komme til at få sine omkostninger.

Lidt om www

2009-12-13T09:54:00.000+01:00

Internettet er fantastisk!
Der er så mange gode mennesker rundt omkring, der skriver blogge eller laver hjemmesider. Jeg vil nævne tre her, som jeg pt bruger en del.

Jeg har f.eks meldt mig ind på en fotokritik-side der hedder "Godt Foto". Og det er jeg rigtig glad for. Det er en side vor man betaler et lille beløb om året, for at være medlem. Der er en god ånd og ikke noget "øf og brok" som jeg har oplevet på andre fotokritiksider. Der er dejligt befriende.

Så har jeg opdaget en rigtig fin blog, som jeg har fået rigtig meget ud af at læse og ikke mindst se de Photoshop tutorials der er lagt op. Bloggen hedder "Mashed Potatoes" og er skrevet af en kompetent fyr der hedder Mads-Peter Eusebius Jakobsen.

Og så gav Vuudhouse-Jesper mig inspiration til at lege lidt med at lave "model-effekter".
Tak til Jesper, som overrasker mig med alle mulige "ting". Vi må ses en dag uden for den virtuelle verden ;-)

Længe siden

2009-12-02T09:23:00.000+01:00

Det er GODT NOK længe siden jeg har skrevet her. Men nogen gange bliver det jo bare ikke til så meget.
Jeg havde en rigtig god dag med MR. Street, Morten Saxild for lidt over en uge siden og det er ALTID hyggeligt at være på tur med ham.
Vi mødtes en regnvåd dag over en øl og en fotosnak på Frederiksberg, for derefter at tage ud og fotografere livet.
Det var ikke det store jeg kom hjem med, men jeg nåede da lige at fange Saxild fotografere Saxil.
"D´et" mangler i cykelhandlerens navn, så han er ikke en "rigtig Saxild", men det ligner da :-)

Jeg fik to pics der blev OK, men som ikke helt lever op til mine kkrav om at fortælle en historie. Ikke een der er vigtig nok i hvert fald, men sådan er det jo. Nogen gange får jeg noget med hjem og andre gange ikke.
Regnen tog til i løbet af dagen og efter et par timer gad vi ikke mere, så Morten inviterede på kaffe hjemme i privaten. Så vi fortsatte vores fototur, med varm kaffe og strømpesokker foran hans computer i stedet.
Super hyggeligt Morten - Tak for en god dag :-)

Summa sumarrum er at jeg arbejder lige så stille og roligt med min 40D´er og jeg arbejder meget med mine tanker om hvad jeg vil med mine fotos.
Jeg er mere og mere ved at gå over til ikke at være så teknikfixeret, hvor jeg er nøje med at der ikke er støj og "urenheder" i fotoet. Nej op med ISO hvis vejret/lyset kræver det.
Det der betyder noget er INDHOLDET!
Og i indholdet skal der for mit vedkommende, være minimum en historie. Og helst med mennesker på.
Det er svært at fotografere mennesker, for de står ikke stille og og gør som man gerne vil have dem til og de har i i de fleste tilfælde ikke bedt om at blive fotograferet. Jeg skal derfor være diskret, samtidig med at jeg skal fange den situation jeg kan se er ved at opstå.
Det er hundesvært, men også en interessant og sjov disciplin, både fotografisk, men bestemt også psykisk. Jeg skal overskride nogle grænser i mig selv og det er ikke nemt. Men når det lykkes er det en god fornemmelse.

Jeg var ude og spise i Københavns natteliv nogle dage efter Mortens og min tur og dér fangede jeg nogle situtioner, som jeg synes blev gode.
Et eksempel er her:

Her synes jeg man får en god historie.

Det var iøvrigt enormt interessant at studere den lille familie, længe før jeg tog billedet. Først sad far og barn sammen, mens moderen var væk. De havde en fantastisk tid sammen. Smilede
og grinede. Så kom moderen og tog barnet, uden at spørge eller fornemme, at de to havde en det rigtigt hyggeligt sammen. Jeg fornemmede en spænding mellem de to voksne. De talte ikke meget og var vist meget trætte.
Jeg vidste, at jeg ville have et billede af dem, når de alle tre ikke kiggede på hinanden. Jeg havde Henri Cartier Bresson i tankerne og ventede på det "afgørende øjeblik". Og jeg var ikke i tvivl om det ville komme.
Pludselig var de tre dér, hvor jeg ønskede dem, da moderen gloede på et tomt sted mellem barnet og faderen. Og så: KLIK!
Det var en god og spændende oplevelse for mig.

Den aften og nat havde jeg kun mit 35mm f:2.0 objektiv med. Helt bevidst ville jeg tvinge mig til at være "låst" til denne brændvidde. Også en udfordring for mig, men igen meget lærerigt, fordi jeg dermed bliver nødt til at bevæge mig frem og tilbage og komponere et billede inden for de svævre rammer et fast objektiv udgør.
Prøv det selv!
Det er "fuldkornsrugbrød" for ens billedhjerne.

Forvirret afklarethed i kladdeform

2009-11-10T02:04:00.000+01:00

Notat start:

Jeg har fotograferet mine forældre i meget personlige hverdags situationer.
Jeg har været uden for Sandholmlejren, en kold nat, hvor politi og aktivister var over for hinanden, mens dem det handlede om fortabte sig bag tidligere militærmure.

Og begge dele har været store oplevelser for mig, fordi de har sat hele min opfattelse af hvad jeg vil med fotografiet i relief.

Samtidig har disse oplevelser også gjort mig endnu mere forvirret.
For hvad er det jeg gerne vil fortælle.
Og hvad skal jeg gøre med min manglende tekniske kunnen. Jeg kan jo se at jeg halter langt bagefter rent teknisk, men samtidig kan jeg mærke at jeg bliver mere og mere lige glad med teknikken.

Jeg er forvirret, men alligevel føler jeg at jeg er kommet et stort skridt nærmere, det jeg gerne vil med mit foto. Nemlig at lave personlige billeder.
Ikke sofastykker, der gør sig godt på en væg i pæne stuer, men billeder, hvor jeg selv har aktier med.
Jeg er i hvert fald træt af de teknisk perfekte billeder, der ofte bliver berøvet for liv.
Billeder hvor enhver bums eller "misdannelse" er retucheret væk.
Vi er ikke perfekte (nogen af os) og det skal mine fotos have i sig.
U-perfektheden

Notat slut.

Fordybelse

2009-09-22T20:21:00.001+02:00

Jeg drømmer om at kunne have tiden til at forbybe mig mere i fotografiet.

Min Juni

2009-09-21T10:04:00.000+02:00

Nu vi er ved slideshows!

Da jeg fik min (første) Canon 40D i juni, lavede jeg et lille "SHOW" hvor jeg tog samtlige billeder jeg havde taget den måned, helt uredigerede og satte dem sammen.

Som optakt bør teksten herunder læses først, da billederne ellers ikke gi´ r mening.

MIN JUNI

En måned hvor jeg blandt andet
....var en skøn tur til Sverige, sammen med min datter.
.... var til demonstration mod udvisningen af de irakiske asylansøgere,
....var til sommerfest i Amager Strandpark
....var til et hyggeligt midsommerbål i vores grundejerforening.

Dagen efter landede tre soldater med fly fra Afganistan i Roskilde lufthavn - alle tre i kister!

Se min juni!

Min juni from Theo Lyngby on Vimeo.

Roskildefestival 2007

2009-09-21T09:52:00.000+02:00

Jeg var ikke med til Roskildefestival i år.
Jeg har ellers været "ansat" i en bod, der hedder "OKSEBODEN" i 4 år. Men i år havde jeg ikke tiden til at deltage i dette ellers fantastiske arrangement, selvom det rykkede i "den gamle cirkushest" dén weekend i juli.

I 2007 (det år festivallen druknede i regn) lavede jeg et "slideshow" som jeg faktisk synes er blevet ret fedt!
Det synes jeg lige jeg vil lægge op her:
(KLIK PÅ PLAYKNAPPEN - SHOWET STARTER MED 10 SEKUNDER I SORT)

Vil showet ikke loade eller har du lyst til at se billederne lidt større, kan showet downloades eller ses via vimeo.com.
Klik på den unge dame på vej til koncert herunder. Husk at tænde for lyden på computeren :-)

Så langt så godt

2009-09-20T09:22:00.000+02:00

Så nåede jeg så langt:

Gennem Den Blå Avis har jeg fundet og købt følgende.

En brugt, men næsten ikke brugt, Canon 40D.

Et - også brugt, men velholdt Canon objektiv EF 35mm 2.0

og en Sigma 17-70mm zoom, der ligeledes er brugt, men stadig med garantibevis der virker.

Alt i alt synes jeg jeg har gjort nogle gode køb, til en ordentlig pris i forhold til nyprisen.

Nu mangler jeg bare en fototaske, som jeg SKAL have, da jeg håber at en sådan måske kan nedsætte min rate af "kameradrab."

Men jeg er nu klar med udstyr jeg er tilfreds med.

Nu mangler jeg bare TIDEN!!

Jeg er booket helt op på job og familie-dagligdagen bruger resten af dagene, så det eneste det bliver til er lidt go´natlæsning i de mange fotobøger, jeg har lånt på biblioteket. Dejlige bøger i øvrigt, med fotos af Viggo Rivad, Krass Clement, MAGNUM og diverse franske fotografer.

Det er altså GUF at kigge i bøger. En anderledes og RIGTIG GOD, oplevelse.

Apropos Viggo Rivad, så har jeg også læst Lars Schwanders bog "Mellem lys og skygge" der handler om Rivads liv. Meget interessant læsning.

Jeg glæder mig til at jobmængden aftager lidt på et tidspunk, så jeg kan komme ud og lave billeder. Det er jo det det handler om og derfor ret frustrerende ikke at havde nogle timer til overs. Jeg har også stående invitationer fra gode fotomennesker rundt omkring, som jeg virkelig glæder mig til at mødes med. Men pt. må det altså vente lidt.

Til sidst vil jeg lige gøre opmærksom på en hjemmeside/blog jeg faldt over en sen nattetime.

Den er skrevet af Lars K. Christensen. Han er historiker, men har også interesse i fotografi og samfundsforhold. Alt dette blander han i en meget læsværdig blog.

Besøg hans side her:

40D igen igen

2009-09-01T09:47:00.000+02:00

Så er jeg igen ejer af en 40D.
Det er fedt.

Nu søger jeg efter et objektiv. Og det er jo ikke liiiige.......!
Jeg har en ide om at jeg gerne vil have et fast, lysstærkt "normalobjektiv" på en 28-30 mm og så en zoom af en slags.
Jeg pløjer qxl.dk og Den blå Avis igennem, men har ikke fundet noget endnu. Der er ikke så mange penge til "projektet" og derfor er det jo nok ikke "L-objektiver" der bli´r købt denne gang.

Er der nogen der har noget til salg eller kender nogen der kender een der har??
Gode ideer og input er altid MEGET velkomne.

Endnu et interview

2009-08-18T12:50:00.000+02:00

I disse tider udvikler jeg mine fotografiske horisonter, ved IKKE at fotografere. Til gengæld ser og hører jeg en masse andre fotografers billeder og interviews. Og det er altid interessant at høre hvordan andre mennesker tænker.

Denne gang er det Pressefotograf Tine Harden, der har vundet priser for billeder af så forskellige typer som Mærsk McKinney Møller, Victor Borge og narkoluderen Jane.

I dette interview handler det nu mere om heste!!

Klik på Tine!

Cartier-Bresson - igen

2009-08-13T00:21:00.000+02:00

Blot en lille update.
Jeg fandt et interview med Henri Cartier-Bresson på Google og synes lige jeg vil gøre opmærksom på det her.
Han var en fantastisk mand.

Arkivet er også godt at ha´

2009-08-08T09:45:00.000+02:00

For tiden kigger jeg tilbage i "arkivet"
Jeg er begyndt at gå mine billeder grundigt igennem for at se om der skulle være billeder jeg har "overset" og som er værd at arbejde lidt videre med.
Og det er jo sjovt, for der dukker da billeder op, som jeg ikke har ment var gode nok, men som jeg ved nærmere eftersyn godt kan se indeholder "noget".

Klovnen er fra 2007

Der er også tid til at lave en bog!
For sjov altså :-)
Jeg er begyndt at samle billeder sammen, fra jeg begyndte at fotografere og til nu. Det er sjovt at lege at det er en "rigtig" bog der skal udgives - i et eksemplar :-)
Jeg går i hvert fald "til den" som om det var en rigtig fotobog, der skulle udgives og forsøger mig med de forskellige billedfirmaers "bogprogrammer" for at finde det der passer mig bedst.

Og jeg arbejder videre med at lave en hjemmeside hvor jeg kan lægge billeder op i emnedelte gallerier.
Jeg arbejder med JAlbum som udgangspunkt, men leder stadig efter et "skin" der er nemt at arbejde i og ISÆR er nem at opdatere billederne i.
BANANALBUM er flot, men desværre ikke så fleksibel at arbejde i. Jeg overvejer SIMPLEVIEWER.

Hvis der er nogen der har gode ideer er I meget velkomne til at komme med forslag eller erfaringer med albums.

Damen er fra 2008

Denne tid, giver også tid til at finde nye inspirationskilder på nettet. I forbindelse med at jeg surfede efter Henri Cartier Bresson, fandt jeg dermed også frem til MAGNUM. Cartier var jo en af grundlæggerne af den verdensomspændende fotogruppe.
Og sikke en hjemmeside de har!
Der er masser af fantastiske billeder at kigge på og ikke mindst, er deres ESSAYS rigtig gode. Der er mange og det er kvalitet hele vejen igennem.

Dokumentar om MESTEREN

2009-07-29T20:20:00.000+02:00

I denne - for mig - så kameraløse tid, kan jeg jo ikke lade være med at tænke på fotografi. Og jeg faldt over denne dokumentar på Youtube, der handler om den fantastiske Henri Cartier-Bresson.
Jeg har altid kendt hans billeder, men aldrig rigtig set på dem, eller gået i dybden med hans værker og liv.

Klik på billedet for at se hans biografi

Programmet fik mig til at låne nogle bøger med hans billeder på biblioteket. Billederne blev endnu mere interessante, efter jeg havde set dokumentaren og derfor havde mere baggrundsviden om manden.

Det fascinerende ved hans billeder er (synes jeg) at der i hvert eneste skud, er en historie. Og mere end det.
For i hvert eneste billede, af de mennesker han fotograferer, formår han at få mig til at se ind i disse menneskers følelser og verden. Jeg får fornemmelsen af næsten at kende de mennesker og se hvem de er. Være der.
Der er ofte en lidt tristhed over motiverne, eller måske en eftertænksomhed, reflektion, samtidig med at han ikke dyr sig for at liste en stilfærdig og næsten skjult humor ind, mange gange.

Jeg sidder nu og bladrer i et par af hans bøger og kan vende tilbage til mange billeder og se dem igen og igen.
Fantastisk oplevelse at kunne fordybe sig i en fantastisk verden set gennem hans univers.

Det er iøvrigt også en befrielse at kigge i BØGER med fotos. Jeg er så vandt til at se billeder på nettet, men når man sidder med en bog bliver oplevelsen en helt anden.

Prøv det..... efter du har set det meget velproducerede program om "Mesteren" en aften du har god tid og døm så selv.

Sommergæsten: Nicolai Howalt

2009-07-29T20:14:00.000+02:00

Jeg faldt lige over denne udsendelse på P-1 og vil da lige gøre opmærksom på den her:

"Fotograf Nicolai Howalt begyndte sin karriere med at tage rå reportagebilleder fra Afghanistan. Og han havde stor succes med sine billeder, som vandt priser og blev hædret. Men pludselig ændrede noget sig inden i ham......"

Klik på billedet eller her

Canon 40D - R.I.P.

2009-07-25T17:07:00.000+02:00

Jeg tror det er meningen at jeg skal holde en pause med fotografiet!

Først var der frustrationen og "opgøret" med phosee.dk og nu har jeg, for anden gang - inden for ganske kort tid, totalskadet et kamera.

Denne gang gik det ud over den Canon 40D, som en god ven har lånt mig og som jeg er ved at købe.
På kameraet sad en ny Sigma 18-200!
Begge dele er totalt smadrede!

Jeg orker ikke at forklare hvor og hvordan, men facts er at jeg ikke har noget kamera mere.
Nu holder jeg en pause med det hele.

Bornholm

2009-07-20T16:03:00.000+02:00

Jeg har været på ferie på min fødeø i Østersøen.
Hoevdformålet var at reparere på sommerhuset, jeg og min søster har fået i "forskuds-arv" fra mine forældre. Et hus fra 1935!

Fotografering blev det da også til, dog mest familiebilleder, men lidt andet blev det da også til. Jeg er blevet lidt "hooked" på S/H-billeder og det leger jeg så lidt med, samtidig med at billederne ikke bliver redigeret ret meget andet end crop, levels osv.

Turen til Bornholm startede i Malmø, hvor pigerne shoppede og vi fik en go´frokost og jeg fik et par "street-fotos" i kassen.

Billeder af seværdigheder på Øen har jeg ikke, men jeg fangede da denne lille mand der bare SKULLE!

Og når man skal - så skal man jo :-)

Det blev selvfølgelig til andre billeder også, men dem skal der arbejdes lidt med :-)

De eneste turistbilleder fra Bornholm er fra..............ja ikke Bornholm, men tæt på :-))

Hjem fra ferie

2009-07-17T23:02:00.000+02:00

Så er jeg hjemme fra en dejlig arbejds/familekomsammen-ferie i sommerhuset på Bornholm.
Dejligt bare at slappe af sammen med familien og HELT uden adgang til internet.
Det er i virkeligheden underligt at tænke på, hvor afhængig jeg er blevet af det, men det var også dejligt at have 10 dage uden at have logget på nettet en eneste gang.

Jeg har selvfølgelig tænkt meget på alt det med Phosee og jeg er ked af ikke at være der mere, men stemningen var bare for hed og ikke i tråd med hvad jeg forventer/ønsker af sådan et sted.

Men når det så er sagt, så vil jeg da gerne (igen) understrege at der er rigtig meget godt at hente på phosee.dk.
Jeg har fået utroligt mange gode og kritiske kommentarer til mine billeder, som har hjulpet mig meget. Jeg har netop hele tiden søgt efter konstruktiv kritik, netop for at blive klogere og bedre. Og det har jeg også fået på "phosee". Rigtig meget endda og tak for det. Det har hjulpet mig meget videre.
Men alt det andet fnidder gad jeg bare ikke og....... ja det er jo beskrevet i forrige indlæg, så det orker jeg ikke at vade rundt i længere.
De anonyme kommentarer i forrige indlæg, vil jeg ikke sige noget om. De taler vist for sig selv.

Til Bitten:
Hvis du læser dette indlæg, så vil jeg gerne bede dig om at skrive til min mail. Jeg vil rigtig gerne svare dig, men ikke i dette "offentlige rum". Du fortjener et ordentligt og personligt svar, men jeg har ikke din mailadresse.

Ak ja. Sikke en ravage og sikke en masse tanker det har sat igang i mig.
Det er vel i virkeligheden godt nok.

ØV!

2009-07-06T23:18:00.000+02:00

Jeg har lige afmeldt min profil på phosee.dk!

Det ellers udmærkede kritiksite, er blevet alt for meget ævl og kævl og kasten mudder på hinanden i stedet for at bruge energien på konstruktiv fotokritik.

Der er mange jeg kommer til at savne på sitet. Mennesker som har været rigtig gode til at komme med forslag osv.
Men desværre kunne jeg til sidst ikke undgå at ramme ind i forskellige forumtråde og billedkritikker på fotos, uden at den dårlige stemning skinnede igennem.
Prikken over i´et var i dag, da jeg blev overrasket over at jeg rent faktisk havde vundet en billed-leg, de har på sitet, hver uge. En leg over et emne. Men selv i en sådan leg, for nogle af deltagere og dommeren i totterne på hinanden.

Så måtte jeg bare sige stop.
Jeg frasagde mig min vindertitel og forklarede at jeg ikke orkede deres barnlige og egoistiske holdning og udtalelser.
Så sad jeg en times tid og tog afsked med alle kritikkerne (de konstruktive) til mine billeder. Overvejede at lade være med at melde fra, men tog så beslutningen og trykkede "DELETE".

Det var sgu trist. For jeg har fået meget godt fra mange søde folk og dem kommer jeg til at savne, men de få fik ødelagt det for endnu et medlem - nemlig mig.
ØV!

Nå nu er det ferie.
Det glæder jeg mig til.

Hav en god sommer :-)

Foto forbud!

2009-06-30T00:19:00.000+02:00

Blev stoppet på Islands Brygges friluftsbad af en livredder og bedt om ikke at rette kameraet mod selve badet.

Jeg blev sur og og fik en snak

jeg fortalte at jeg var på offentlig gade og vej

Han sagde at det kunne han godt forstå, men om jeg villle være så venlig......

Det er sørgeligt at vi er kommet så lang at vi er bange for at vores børn bliver fotograferet af pædofile.

Det er en indskrænkelse af ytringsfriheden

Interview med Henrik Saxgren

2009-06-21T09:48:00.000+02:00

Fandt lige dette link som jeg synes er interessant.

1½ times interview med den legendariske fotograf Henrik Saxgren.

Bryg dig en kop kaffe, læn dig tilbage i stolen og tryk play.

40D

2009-06-16T15:30:00.000+02:00

En week-end tur sammen med min 7-årige datter i de svenske skove og mødet med Morten "Skæve" Saxild, var som en saltvands-
indsprøjtning for mig på foto området.

Jeg fik lysten og ikke mindst troen tilbage på at jeg godt kan.

Den følelse af at alle de andre er meget bedre. At jeg laver intetsigende billeder og at jeg ikke udvikler mig, tager ofte fat i mig, når jeg ikke har lavet noget i et stykke tid.

Jeg er ofte optaget af at passe dagligdagen.

Når man er 49 år og har to børn hvor af den ene er teenager og den anden er 7 år, har hus, VW Polo, skiftende arbejdstider og ikke at forglemme en "frue", så er det nogen gange svært at få tid og energi til at fotografere. I perioder tænker, skriver og ser jeg mere på fotos end jeg tager nogle selv og det er frustrerende og styrker min tvivl på mine fotoevner.

Men så kommer der de gode stunder hvor der pludselig er tid og energi til at dyrke interessen. Og det er dejligt.

Den seneste tid har jeg arbejdet på at få 40D´eren "ind i fingrene"
Det er sjovt som mit gamle kamera stadig tager røven på mig og får mine fingre til at famle efter de forkerte knapper. Men jeg mærker nu at det er ved at blive bedre og bedre. Jeg oplever oftere og oftere at mine fingre kan arbejde uden at jeg skal tænke over det og det er en væsentlig ting. Jeg behøver ikke så ofte mere have kameraet ned for lige at se hvor en knap eller et hjul sidder.

Det er rart.

Mødet med "Den Skæve"

2009-06-08T22:14:00.000+02:00

Jeg har længe haft et ønske om at møde nogle "fotomennesker" face to face. Jeg er ikke medlem af nogen fotoklub eller har en kammerat jeg taler foto med til daglig. Jeg har "kun" nettet. Og nettet er formidabelt. Jeg får en masse respons på noget af det jeg laver, via f.eks. phosee.dk og fra juryen på fotozite.
Men jeg vil også gerne møde "rigtige" mennesker.
Og det gjorde jeg idag.

Jeg og Morten Saxild mødtes til en fotosnak og en øl i Nyhavn, for derefter at slentre op gennem Strøget med vågne øjne.
Jeg fik meget ud af, blot at se Mortens måde at "angribe" sine "ofre" på. Stille og diskret. Ofte med kameraet oppe for øjnene i få sekunder for lige at chekke blænde eller tid, sammen med lige at kontrollere et muligt motiv.

Tak for 3 hyggelige og lærerige timer Morten ;-)

Jeg skød også et par billeder, men som det fremgår er de på ingen måde på "Morten-niveau"
Streetfoto er en svær kunst, men jeg er glad for at jeg er kommet lidt igang og specielt glad for at have hilst på Morten.

Foto eller billede - virkelighed og sandhed?

2009-05-26T07:11:00.000+02:00

Jeg tror der er mange der synes at det er noget pjat - det der med at "pladre" sine fotografier til i PhotoShop, med alle mulige lag af texturere osv.

"Det er ikke fotografi", forestiller jeg mig folk sige.
Og de har måske ret.
Måske kan manipulerede fotos bedre kategoriseres som: "BILLEDER."
Råmaterialet er et fotografi, men turen gennem et billedredigeringsprogram forandrer dem fra foto til "billede".
Jeg kan godt lide at lave "billeder"
For resultatet af det manipulerede billede bliver til netop det udtryk jeg har inden i mig. Processen frem til resultatet gav mig i øvrigt, den dejlige oplevelse af at "gå i et" med kreationen af billedet. Jeg fik følelsen af at det jeg havde inden i mig selv, blev projekseret ned i billedet.

Jeg begyndte at arbejde med det og lige så stille begyndte der at tegne sig et udtryk. Billedet begynder at tale til mig og jeg opdagede i hvilken retning det førte mig. Følelsen af noget rigtigt, blev mere og mere tydelig. Hvert lille "penselstrøg" med musen blev vigtig. Tiden forsvandt og jeg vidste pludselig hvor hen og hvad jeg ville. Det ligegyldige råbillede fik alligevel en mening......i det mindste for mig og jeg indså at der nok var en mening med at jeg tog det foto.

Inspirationen til dette billede kom fra forsidebilledet på Søren Thomassens hjemmeside.
Det er lidt sjovt at netop dét billede inspirerede mig. For Søren Thomassen selv er ikke meget for at redigere i sine billeder. Han går i retning af fotorealismen, der opstod med Capa, Cartier-Bresson og Brassai og andre af de gode gamle fantastiske fotografer. Fantastiske mennesker, der fik fotografiet bragt ind som kunstart.

Jeg sad længe og studerede Sørens pariserbillede. Først tænkte jeg at sådan et billede vil jeg også tage. Men sådan hænger verden ikke sammen. Jeg vil jo aldrig kunne lave sådan et billede. Det er Sørens og ingen andres.
Men i lyset af inspirationen af pariserbilledet, groede en følelse frem inden i mig. Jeg fandt så et foto fra mit arkiv, som jeg kunne se nogle muligheder i og gik igang.

Jeg respekterer alle retninger i foto.
Jeg synes nogle billeder er gode som "malerier", mens andre er bedst, når de står så rent som muligt fotografisk. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Virkeligheden kan alligevel ikke, under nogen omstændigheder, skildres ved hjælp af fotos (eller andre medier for den sags skyld).
Alle billeder er et udsnit af noget der kan ligne en virkelighed. Et rent foto er jo begrænset til hvad der sker på billedet, om det er i sort/hvid eller farver gør ingen forskel. For alt i et foto repræsenterer jo "kun" det fotografen så i sit udsnit netop dét lille sekund han trykkede på udløseren.

Virkelighedesbegrebet har den belgiske surrealist René Magritte illustreret så flot med billedet "Dette er ikke en pibe".
Billedet er et billede af en pibe!
Billedet er endda mere tvetydigt. For også sætningen, der udtrykker afstanden mellem virkelighed og billede, er en del af billedet.

Virkeligheden er jo et underligt begreb. For den findes ikke!
I hvert fald findes, der lige så mange virkeligheder, som der er mennesker i verden og derfor findes der heller ikke en egengyldig sandhed.

Grunden til at jeg skriver dette lommefilosofiske er for at illustrere at fotografiet aldrig viser én sandhed, lige meget hvor rent og uredigeret det står.
I min verden udelukker den ene foto-retning ikke det andet. Alle fotografier (eller billeder om man vil) har en relevans og det er kun betragterens egen fortolkning der tilnærmelsesvis nærmer sig en sandhed.

Om nogen så kan lide mit "pølsevognsbillede" eller ej, er jeg bedøvende ligeglad med.
Jeg er tilfreds med det, fordi det udtrykker noget inden i mig, samtidig med at det er endnu et trin på vejen i min fotografiske og billedemæssige forståelse og udvikling.

(pyha - sikke en mundfuld)

Det første og sidste

2009-05-04T17:25:00.000+02:00

Der er sket meget godt siden jeg mistede mit kamera. Mennesker jeg kender og mennesker jeg ikke kender specielt godt, har rent faktisk været så søde at tilbyde mig at låne deres reserve kamerarer.
Tusind tak for opbakningen fra jer. Det er så pænt af jer.

Idag har jeg så hentet en Canon 40D til midlertidigt udlån, hos en gammel ven (jeg ikke har set i over 10 år), men som straks han så at jeg var i vanskeligheder, meldte sig på banen og tilbød mig et af hans backup-apparater. Senere skal jeg igen bytte til et 20D, da han skal bruge sin 40´er, men bare dét at have et kamera igen er dejligt.

Jeg har ledt lidt rundt i mit arkiv for at se om jeg kunne finde det første billede jeg tog med FZ-30´eren. Jeg fandt et billede der er fra da vi i familien købte en Nihola-cykel og kørte den hjem til Svogerslev. Jeg tror ikke det er det aller første billede, men det er meget tæt på.

Mere sikker er jeg på det sidste billede jeg har taget med FZ´eren. Det er taget fra kolonihaveforeningen "NOKKEN" på Amager. Det blev simpelt hen min gode gamle FZ 30´ers sidste billede. Jeg havde håbet at det skulle have haft en pensionist tilværelse som reservekamera og "dø en naturlig død. "
Men sådan skulle det ikke være. Ak ja.

KATASTROFE!

2009-04-30T21:18:00.000+02:00

Så skete det, som ikke må ske - og det er MIN skyld alt sammen!
Jeg har slået mit kamera ihjel!

I dag var det meningen jeg ville køre ud til en location jeg har udset mig til at fotografere, som et slags projekt jeg har lyst til at prøve af.
Jeg ville tage afsted om formiddagen og bruge nogle timer med at fotografere, før jeg skulle møde på arbejde kl. 15.
Ude i carporten lægger jeg kameraet på biltaget, så jeg lige kan checke postkassen. Derefter sætter jeg mig i bilen og kører!
På et tidspunkt lige efter byskiltet accelererer jeg til 80 km/t og i bakspejlet, ser jeg noget sort hvirvle afsted på vejen, men tænker bare at det var noget papir eller blade jeg var kørt hen over. En halv times tid senere går det op for mig at jeg ikke har mit kamera i bilen og straks ved jeg at det jeg troede var papir på kørebanen, var mit kamera!
Jeg vendte straks tilbage til stedet og gik hele strækningen igennem, men uden at finde resterne. Nogen har måske samlet det op i den tro at de ville kunne bruge det.

”Du har det som om du har mistet en arm”, sagde min kæreste, da jeg sad og stirrede ud i luften efter at være kørt hjem igen.
Og hun har ret. Det er virkelig et tab jeg er ked af. Af mange grunde.
For det første er økonomien i mit liv ikke gearet til pludselig at skulle investere i nyt kamera. Vi er ikke fattige, men med et rækkehus købt i den dyre periode, for 4 år siden, går de fleste penge på at betale bank og kreditforening. resten af budgettet hænger sammen, men uden at der er penge til at lægge til side. Så hvordan jeg skaffer et andet kamera, kan jeg slet ikke overskue på nuværende tidspunkt.

Men det er ikke kun de økonomiske aspekter der gør at jeg føler et stort tab.
For jeg har mistet en del af mig. Det nu ”døde” kamera, var dét der gjorde at jeg kom igang med at fotografere efter en lang pause siden slutningen af 1980´erne. Det var kameraet jeg altid havde over skulderen, næsten hver gang jeg gik ud af døren og som jeg kendte hver skramme på og som jeg kunne ”på fingrene”.
FZ-30´eren var ikke et mega dyrt kamera. Det var ikke engang et spejlreflex. Selvom jeg godt kunne have tænkt mig et teknisk bedre kamera, så har jeg altid sagt at ”...det er dét kamera jeg har nu og det må jeg arbejde med.” Et udmærket digitalkamera med en god Leica-optik. hvor jeg bl.a. kommer til at savne dets 35-420 mm. objektiv og den gode måde det lå i min hånd på.

For det fleste virker det måske nok lidt overdrevet at jeg kan være så trist over at jeg har mistet et kamera. Det er jo bare en ting, som kan erstattes.
Og jeg forstår godt hvis man synes jeg er lidt patetisk. Men nogle ting er altså værre at miste end andet.
Jeg ved at det kun var en død æske af plastik og metaldele, men alligevel blev det en del af mig, fordi det var mit middel til at få forløst min trang til at udtrykke mig på MIN måde og det var min faste ledsager i ønsket om at udvikle mig som billedmager.
Derfor blev PANASONIC LUMIX DMC-FZ30 en kær ting, der fik en slags sjæl, fordi den var med til at lave de billeder, jeg så gennem søgeren på det.

Jeg irriteres selvfølgelig over min dumme skødesløshed over at jeg glemte kameraet på taget af bilen.
Jeg bliver i den forbindelse mindet om at man aldrig skal tage noget for givet og altid passe på det og dem man holder af.

Hvorfor fotograferer jeg?

2009-04-25T11:51:00.000+02:00

Jeg tænker ofte over hvorfor jeg fotograferer.

....noget om at ville fortælle historier

... jeg vil gerne der hen hvor jeg evner at kunne formidle mine egne følelser.

... de billeder jeg tager nu er ofte billeder hvor man kan sige at de er flotte eller gode farver eller andet. Men billederne er ikke et altid det jeg inderst inde gerne vil have ud. Ofte tager jeg billedet fordi jeg kan se at det har en vis æstetisk kvalitet.

... man kan vel sige at lige meget hvilket foto man tager, så er det en del af det der er inden i en selv. For det er jo mig der tager beslutningen om at trykke på knappen og derfor blliver billedet også en del af hvad jeg synes, ved, tror, kan, vil osv.

Til skræk og advarsel :-)

2009-04-03T15:36:00.000+02:00

Dette indlæg har intet med foto at gøre, men jeg kan ikke lade være med at lægge det op her.
Læs og lær :-)

-----------------

Vækkeuret ringer!

Den lille blide “vækkemelodi” baner sig vej ind i min hjerne og gør mig opmærksom på at klokken er 03:45.
Jeg skal op!
Ret hurtigt er jeg ude af fjerene og jeg lister, som så mange andre morgener, ud på toilettet. Morgenmanøvren foregår automatisk. Jeg har prøvet det så ofte.
Disse meget tidlige morgener kan være meget forskellige. Nogle gange er jeg meget træt, fordi jeg er kommet for sent i seng eller har sovet dårligt. Men denne morgen føler jeg mig udhvilet og klar.
Jeg nyder kaffen i køkkenet i det stille hus, mens jeg lige checker nyhederne på internettet for at se om vi kan forvente noget ud over det sædvanlige, på dagens vagt. Men Anders Fogh har ikke varslet en pressekonference og verden ser ud til at få sig en helt almindelig marts-morgen.
Jeg hygger mig faktisk denne morgen.
Klokken 04:15 bakker jeg den trofaste Polo ud af carporten og begiver mig på vej. Jeg kender turen og ved at det bliver “a Walk in the Park” med hensyn til trafik. Ingen køer eller voldsomme opbremsninger. Ingen trafikstress.
Poloen og jeg glider afsted på motorvejen.
Ingen problemer.
Ikke engang frost.

Foråret er på vej og jeg aner en svag lysstribe i horisonten. Solen ER faktisk på vej - lige så stille.
Hvor er det dog en god morgen.

Et af goderne ved morgenvagter er at der ALDRIG er problemer med at få en parkeringsplads i DR-BYEN. P-pladsen næsten smiler til mig og jeg hører mig selv fløjte en lille melodi, mens jeg trasker over pladsen for at komme ind i det store, fine hus.
Kort tid efter sidder jeg bænket foran mine skærme, med en kop varm kaffe. Jeg sender en god tanke til den producer der har haft aftenvagten. Han har været rigtig flink og gjort afviklingslisten HELT klar op til klokken 12.00!
Det ER en god morgen.

Jeg nyder stilheden i rummet, mens jeg venter på at min kollega skal dukke op 05:30. Jeg ved han har morgenbrød med og det bliver hyggeligt lige at spise en bid brød sammen med ham.

En skygge uden for vinduet afbryder harmonien.
Hvad er nu det?
Han er da ret tidligt på den?
Og skulle det ikke være Frank og ikke Morten?
Min skarpe morgenhjerne konkluderer hurtigt at Morten vist har lavet en ordentlig brøler og jeg møder ham med et smil i storrummet med et overbærende:
” Go´ morgen - tror du ikke du er stået lidt for tidligt op?”
Morten kigger på mig uden ord.
Så peger han på vagtlisten, der hænger på væggen.
Under mit navn, ved den12. marts 2009, står der: 1PA!
For den uindviede er der ikke noget særligt chokerende i den kombination af et tal og to bogstaver. Men for mig er det et chok og begyndelsen på en nedtur.
For “koden” på vagtskemaet betyder at jeg denne dag i marts er afsat til at have en producervagt på DR 1 med start kl…………..16!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg er nogle minutter ret stille og Morten er venlig ikke at hovere eller grine (ret meget), mens jeg forsøger at fordøje min fatale fejltagelse.
Det faktum at jeg er denne dag, den 12. marts 2009, er mødt 11 timer for tidligt, er næsten ikke til at bære!

I den endnu varme bil, på vej hjem, beslutter jeg at jeg må forsøge at skrive mig ud af krisen.
Der må grines, hoveres og kommenteres, mens jeg bøjer hovedet

Tæsk!

2009-03-17T22:54:00.000+01:00

Jeg får "tæsk" af fotozite-folkene!
Gode konstruktive "tæsk", hvor jeg kan se at det er min grundighed - eller mangel på samme - der er mit største problem.
Det seneste billede jeg har fået "gennem maskinen" er dette det første billede herunder.

Det fik jeg tilbage med en masse tips på Photoshop-ting man kunne justere med.
Men det vigtigste var den kritik jeg fik af min redigering af billedet. Jeg tillader mig at gengive et uddrag af kritikken her:

"Egentligt et ganske stemningsfuldt landskabsmotiv.
Og bestemt også et motiv som ikke nødvendigvis behøver en masse manipulering, som der her er sket.

Originalen er efter bedste overbevisning den bedste af de to versioner, men begge har en væsentlig begynderfejl, som viderekommere også kan finde på at lave i deres iver..... Billedet er skævt, og man ser det lige med det vupti.... Skorstenen/tårnet i baggrunden hælder til venstre! Billedet burde være taget med stativ og vaterpas for at sikre sig at vandet er vandret :-))

I originalbilledet er der en rigtig god komposition, som leder øjet på vandring igennem billedet. Startende nede i højre hjørne, vandrer øjet en tur igennem billedfladen ved hjælp af hovedingredienserne..pælene..op til det urolige vand, som leder én videre henover den lille kugle og ud til den røde kugle, som er genialt placeret. Den skaber nemlig en lille fiktiv pause, hvorefter man igen lader sig lede til venstre, ved hjælp af den øverste del af det urolige vand, hen til skoven og bebyggelsen med det skæve tårn.

Et smukt billede som sagtens kunne piftes op ved hjælp af enkelte midler, såsom levels, burn og sharpness.
I stedet for, er billedet blevet udsat for en gang PhotoShop-voldtægt.
Beskæringen i toppen og i højre side er noget barskt, og egentlig kun bidragende til at mindske den gode dybde der er i det originale landskab.
Det virker for kompakt/sammenpresset/firkantet... der er eksempelvis ingen luft over skorstenen/tårnet.
Beskæringen i venstre side og i bunden er ok.
Hvorfor er de små mørke kugler fjernet? Ærgeligt, idet de bidrog til øjevandringen. Og den røde kugle er blevet blæst voldsomt op og placeret et sted hvor den overhovedet ikke hører hjemme... på lavt vand ?? Kuglen ligger i samme fokusplan som pælene til venstre, men er væsentlig uskarp sammenlignet med pælene. Men hvad værre er.. nu er den i hård konkurrence med pælene om at blive hovedperson, og dermed gøre billedet uroligt.

Der er foretaget et ganske stor og unøjagtig stykke kloningsarbejde i det urolige vand. Før kunne man se at, det urolige vand var en enten en strømmende, eller forårsaget af lidt vind. På det manipulerede billede ligner det nu en isbræmme med brudte kanter. Og det er det jo ikke.
Man kan også tydelig se den originale overgang mellem det rolige og det urolige vand, fordi kloningen ikke er foretaget omhyggeligt nok. Sjusk.

Alt sammen lidt ærgerligt, da billedet i sin oprindelige form er et ganske udmærket landskabsbillede, men efter min mening bearbejdet efter devisen: Hvorfor gør det nemt når det kan gøres vanskeligt.
Fordi man gør det vanskeligere, er det ikke ensbetydende med at det bliver bedre!

En af de allerbedste regler indenfor foto er det gamle udsagn:

GET IT RIGHT FROM THE START.
KEEP IT SIMPLE STUPID"

SÅDAN!
Det fik mig op af stolen og det var fedt at blive rusket. Jeg lærte en del om at skulle behærske mig og i det hele taget være mere grundig.
Jeg har senere tænkt tilbage på hvordan optagelsen foregik. Og det handlede faktisk om at jeg var blevet inspireret af et andet "brobillede". Jeg husker ikke hvor på nettet, men i hvert fald ville jeg lave noget der lignede. En dag var vejret til det og jeg skyndte mig efter arbejde at køre ned til fjorden for at se om jeg kunne -fange noget. Og det blev altså til bl.a. dette billede som er originalen.

Det interessante er at jeg var totalt forud intaget i at ville lave noget der lignede det billede der havde inspireret mig. Jeg VILLE have det til at se ud på en speciel måde og så ikke originalbilledets kvaliteter.
Derfor redigerede jeg billedet sønder og sammen uden at kigge på billedet og tage det for hvad netop mit billede er.

Skide god lærdom.
Jeg føler mig meget priviligeret over at være under "kniven"

Uinspireret

2009-01-31T09:19:00.000+01:00

Det er dybt frustrerende at være så uproduktiv, som jeg er for tiden!
Jeg får ikke lavet nogle billeder. Det er ikke fordi jeg ikke gider mere - slet ikke, men alligevel får jeg ikke taget mig sammen til at komme ud og fotografere. Og dermed er der ikke noget råmateriale at arbejde med.

Det ville normalt ikke være noget problem. Jeg kunne bare bruge nogle af de billleder jeg har liggende i arkivet. Det er faktisk ofte sådan at, når jeg har taget nogle billeder, skal de lige ligge og "lagre" et stykke tid, før jeg tager dem frem og kigger på dem med friske øjne og evt. bestemmer mig for at arbejde videre med et eller to stykker.
Men i denne periode er det ekstremt vigtigt at jeg kommer ud og fotograferer. For jeg er jo i gang med en "session" med nogle af fotozite.dk´s jurymedlemmer, der har tilbudt mig at bedømme og kommentere billeder jeg sender til dem.

Aftalen er at de billeder jeg sender til dem er taget fra november 2008 og fremad. Ikke nogle "stock-photos".

Et af de billeder der opfylder kreterierne er billedet af ovenlysvinduerne. Et vellykket billede, synes jeg, men jeg vælger ikke at sende det til vurdering, fordi jeg tror at der ikke er så meget at "snakke om" og samtidig snes jeg a det er et ret "fardigt" billede.
Jeg vil hellere sende fotos ind, som jeg føler ikke er færdige og som jeg ikke kan finde ud af eller har problemer med. Det tror jeg giver mere feed-back. Og det er sgu kritik og lærdom jeg gerne vil have fra disse hammer-go´e fotografer :-)

Så Theo: OP AF STOLEN! COME ON!!!!!

PletPanik!!!

2009-01-02T18:03:00.000+01:00

Jeg er i krise!
Igen var jeg næsten ved at sige :-)

Synes ikke jeg tager billeder der er værd at se på. Og det er noget skidt, for det er nu jeg skal til at aflevere billeder til fotozites jury.
I svage øjeblikke giver jeg mit gamle Panasonic FZ-30 skylden, men det er jo en dårlig undskyldning, for som Jytte Abilstrøm en gang sagde til mig:
"Man skal kunne spille teater på en kasse - det er ikke omgivelserne det handler om"
Og hun har ret.
Selvom FZ´eren ikke er et spejlrefleks-kamera, så er det det jeg har og det er det jeg skal skabe mine billeder med. Jeg har heller ikke råd til at købe et andet kamera, så der er ingen vej uden om. Hvis man vil er det ikke udstyret der skal sætte grænserne og hvis man vil kan man jo bruge en skotøjsæske.

Så kan jeg ikke lave billeder med FZ´eren, så kan jeg lige så godt pakke sammen. Sådan er det.
Men jeg synes virkelig ikke at jeg tager billeder der er værd at se på. Hver gang jeg har fotograferet et "emne" og kommer hjem og får set billederne, bliver jeg ret nedslået. For jeg synes bare ikke de dur.

Jeg får disse kriser kontinuerligt! Pisse irriterende, men måske en nødvendighed på vejen.

For meget fart på???

2008-12-12T06:42:00.000+01:00

Jeg bruger fotozite-juryens mails til meget.
Sidder her på en morgenvagt (meget tidligt) og kommer til at tænke på hvad juryen bl. a. skrev til mig i afslaget. De nævnte at det ser ud som om jeg har været i en hastig og god udvikling med mit fotografi.

Det er ordet "hastig" jeg tænker på denne morgen.
Juryen har jo ret i at jeg ikke har fotograferet seriøst i så lang tid. 2 år bliver det vist til, sådan rundt regnet. Og det er jo ikke så lang tid. På to år opbygger man jo nok ikke den erfaring der skal til for at man skal have en vis kontinuerlig god standard.
Og det er det jeg mangler blandt andet. At kontinuerligt levere billeder af en vis kvalitet.
Og det irriterer mig grusomt.
Men kan jeg forlange det af mig selv?
Skal jeg det?
Jeg vil noget med fotografi og er derfor (måske) for utålmodig. Jeg vil være god NU!!
Og det holder jo ikke i virkelighedens verden. I hvert fald ikke i min.

Det handler for mig om at acceptere at jeg ikke bliver en Jorg Hübrish eller Fif eller en anden af de gode fotografer på f. eks fotozite, lige med det samme!
Jeg ved det jo godt - det er "højtlæsning for dværge", men noget driver mig til at ville være dygtig og oppe på en standard hvor jeg kan fortælle mine "historier" på en "kvalitetsmåde".
Det er fint at jeg har ambitioner, men jeg skal også lige "klappe hesten".

Lige nu har jeg en unik mulighed i fotozites tilbud om at bedømme nogle af mine nye billeder og i den forbindelse føler jeg at jeg skal præstere. Jeg føler at jeg skal levere fantastiske skud, som de kan vurdere. Men det er jo i virkeligheden ikke det det handler om. Det handler om at jeg skal levere billeder der levr op til det niveau jeg er på NU! Netop på den baggrund kan juryen komme med råd og tips, så jeg kommer videre.
Den mulighed skal jeg gribe og vise hvor jeg er NU og ikke hvad jeg gerne VIL være.

Jeg har i øvrigt lige kigget en masse billeder fra "Fynfoto" . Der er mange billeder af svingende kvalitet, men jeg har downloaded nogle stykker, som jeg vil bruge som inspiration til hvad jeg skal søge efter som motivvalg til de billeder jeg sender til juryen.

Jeg tror min overskrift skal være: "Forgrund-mellemgrund og baggrund" Simpelt hen KUN gå efter motiver der opfylder dette og så ikke tænke så på så meget andet. Et strandbillede eller noget i den stil.
Lad os se hvad det bliver til.

Det er sgu meget godt at gøre mine tanker mere klare, for mig selv, gennem denne blog.

Endnu en update på afslaget

2008-12-11T07:32:00.000+01:00

Jeg blev meget overrasket (og glad.....og STOLT) da der efter en uges tid, dukkede endnu en mail op fra juryen på fotozite!
I mailen stod der at de gerne ville være med til at udvikle min "fotografiske karriere".
De tilbyder mig simpelt hen at give kritik på billeder jeg vælger og sender ind til dem.
I løbet af det næste halve år, vil de så give specifik kritik og tips.
Det er en utrolig mulighed jeg får her!
Men paradoksalt nok er jeg derefter gået i krise!

Jeg har i over 14 dage ikke taget et eneste billede!
Jeg har fedtet lidt i Photoshop med et par gamle billeder, læst på nettet om teknikker. Jeg har set på andres billeder og i det hele taget gjort en masse for ikke at komme til at tage billeder. Og jeg kender grunden:
Jeg synes ikke jeg er god nok!
Det er jo en dum tanke, for netop ved at tage flere billeder, lærer jeg jo!

Da Jørgen Utzon døde fik jeg en ide om at fortolke hans opera ved hjælp af nogle billeder jeg har af en sejlbåd. Ville bruge sejlene til at lave noget "utzonsk".
Og det brugte jeg så en dag på. Og sikke noget møg der kom ud af det.
Jeg er hård ved mig selv - jeg ved det! for selvom billederne ikke blev gode, så lærte jeg jo noget alligevel. Lærte mere Photoshop. Fik brugt en masse funktioner i programmet og fik prøvet teknikker af.
At resultaterne så er noget juks, må jeg prøve at tage som en udviklings proces.

Da denne blog jo ikke er en "se-hvad-jeg-kan-blog", hvor jeg viser mine gode billeder, men netop er et forsøg på at samle op på mine problemer/udvikling med foto, lægger jeg lige elendighederne op for at vise hvad jeg mener. Intensionerne er gode, men resultaterne er ikke gode nok.

Jeg har stort set altid kameraet med når jeg forlader huset og i går onsdag, fik jeg så taget mig sammen til at tage nogle billeder. Jeg "angreb" det lokale gadekær, som havde fået en spæd is på. Fotograferede strukturerne, spejlingerne og lys/skygger i isen.
Og så langt, så godt. Men så kommer jeg hjem med billederne. Og det er her jeg så går i stå! For når jeg så gennemgår mine billeder, er der ikke rigtig nogle motiver jeg "tænder" og synes er værd at arbejde videre med i Photoshop.
Motiverne er simpelt hen for dårlige, synes jeg.

Det er ikke første gang jeg oplever netop dét.
Jeg havde i efteråret en fantastisk time på Knippelsbro, hvor jeg fotograferede dette sjove og skønne bygningsværk. Havde en fantastisk fornemmelse af at "gå i et" med broen. Mærke dens puls.
Det lyder måske mærkeligt, men det var sådan. Det handler om at man totalt fokuserer på sit emne. Og det kan jeg godt. Jeg kan godt lukke resten af verden ude og kun tænke i billeder. Jeg kan koncentrere mig om emnet, men problemet er at når jeg så kommer hjem, lever billederne ikke op til mine forventninger. Jeg synes ikke billederne fortæller nogen historie og synes ikke de er ordentligt komponerede.

Skide irriterende!

Jeg håber det er en del af min udvikling som fotograf. Håber at det er en periode man SKAL igennem. Men jeg synes det er hårdt, fordi tvivlen om mine evner til at komme videre, hele tiden bliver bekræftet i at jeg ikke rykker. Måske er jeg for utålmodig.
Men hårdt er det.

Hvis jeg skala se positivt på det problem , må jeg jo så sige at jeg har disse nedture fra tid til anden, men jeg har stadig ikke givet op. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke i foto og motiver. Og det er jo en drivkraft. En kraft jeg håber hjælper mig gennem denne krise - også.

Min opgave er lige nu at få taget nogle billeder og derefter tvinge mig til at arbejde videre. For jeg har jo en fantastisk mulighed lige nu for at lære fra juryen på fotozite.
Denne mulighed må jeg ikke lade gå fra mig.

Update om afslaget

2008-11-30T11:45:00.000+01:00

Der skete noget rigtig godt i.f.b.m. afslaget fra fotozite.dk.
Efter jeg modtog afslaget, skrev jeg tilbage at det ville være rigtig dejligt hvis de (juryen) kunne komme med lidt kommentarer om HVAD det er der ikke duer i mine billeder. På den måde kan jeg jo komme videre.
Jeg fik nogle dage efter en fantastisk mail fra dem. Vedhæftet var en mere indgående beskrivelse/kritik af en del af mine billeder, hvor juryen går specifikt ind og giver kritik.
Det var fantastisk!
For med en sådan kritik kan jeg gå ind og analysere på mine billeder.
Jeg blev enormt glad og faktisk stolt over at juryen havde lyst til at bruge så megen energi på mig.
Det er bare flot og bekræfter selvfølgelig at fotozite.dk er en fotogruppe på højt niveau.
Juryen gav mig i øvrigt mange flotte ord med på vejen, men de mener at jeg manger erfaring og er for sjusket med mine billeder.
De har ret!
De fortalte at de ville se meget frem til at få en ansøgning igen fra min side, når jeg føler at jeg er klar.

Jeg ved ikke hvornår jeg er klar. Måske om et års tid. Men det bliver spændende at bruge afslaget som et afsæt til at komme videre.

Tjaeeee

2008-11-25T08:36:00.000+01:00

Jeg kan se at det er lang tid siden jeg har skrevet her. Så det retter jeg op på nu.

Fotomæssigt har jeg arbejdet stille og roligt i Photoshop og taget billeder. Jewg havde en dejlig dag i oktober hvor jeg havde sat mig for at fotografere Knippelsbro, som jeg synes har en helt speciel atmosfære og stil.

Jeg var på broen en times tid, tror jeg. I det fineste solskin, gik jeg og kiggede og fotograferede. Efter ganske kort tid, gik jeg i eet med den bro. Det var en meget fortættet oplevelse at føle at broen og jeg "talte" sammen. Jeg mærkede alle dens vibrationer (og der er mange) og broen viste sig frem med dens flotte funkis-stil.

Alt dette skulle have mundet ud i nogle gode billeder af broen, men da jeg kom hjem og begyndte at kigge billederne igennem, talte de overhovedet ikke til mig.

Nedtur, men efter nogle dage også optur.
Optur fordi jeg blev mindet om et det ikke er nemt at fotografere. Og det minder mig så om at jeg hele tiden skal forbedre og koncentrere mig.
Jeg har iøvrigt haft en del gode fototure i København. Det er en dejlig by at tøffe rundt i.

For en uges tid siden tog jeg endelig mod til mig og sendte en ansøgning til fotozite.dk, om optagelse. Jeg havde i lang tid studeret medlemmernes billeder. Og der er fantastiske fotografer dér, men også nogle få, jeg synes jeg godt kan matche. Jeg abonerer på deres nyhedsmail og de seneste to mails handler en del om hvad de (fotozite) laver bag kulisserne. Fotobibliotek, texturpakker, foredrag, fototure/kurser osv. Alt dette på et højt niveau (selvfølgelig) og alt det kunnejeg så godt tænke mig at komme tæt på og bruge og lære af.
Derfor valgte jeg at forsøge mig med at blive optaget.

Det lykkedes ikke. Jeg fik et pænt afslag!
Stor skuffelse, selvfølgelig, men igen også en reminder til mig selv om at komme videre.
Jeg er ked af ikke at kunne komme ind og være i deres miljø og ikke at have adgang til al deres fantastiske viden og ideer, men samtidig kan jeg godt se at jeg ikke lever op til den standard de forventer og vil have.

Godt nok. Jeg må videre i mit eget tempo. Man skal så grueligt meget igennem før det bliver godt :-)
HCA har ikke levet forgæves.

Tanker til eftertanke

2008-09-15T16:17:00.000+02:00

Jeg har brugt tiden siden mit billede ikke vandt til at tænke over hvad det er jeg gene vil med fotografiet og jeg er kommet frem til nogle nøgleord eller sætninger jeg gerne vil skrive ned, så jeg kan gå ind på bloggen og læse det igen, når jeg glemmer hvad det handler om.

- Fotografi skal give mening.

- Det skal være nærværende.

- Det skal fotograferes af nogen der bekymrer sig om det, de ser.

- Det skal fortælle en historie"

I skuffelsens kølvand

2008-09-13T03:14:00.000+02:00

Jo jeg BLEV skuffet da jeg ikke vandt i konkurrencen på fotozite.dk!
Ingen tvivl om det.
Men i dagene efter havde jeg på trods af skuffelsen et "gå-på-mod" der handlede om at når jeg ikke kunne blive medlem af fotozite.dk den ene vej, ja så måtte jeg jo tage den "slagne" og forsøge optagelse på den normale måde. Altså ved at indsende en ansøgning med link til et portefolio i form af et fotogalleri, hvor jeg har lagt billeder op der viser hvad jeg kan.
Og jeg HAR lavet et sådant, men så her i dag gik jeg ind på fotozite´s hjemmeside og kiggede (igen igen) på medlemmernes billeder.
Og det var fornuftigt gjort af mig. For det gik op for mig hvor gode de fotografer er!
De er GODE!
Og jeg klikkede så ind på mit galleri, som jeg havde tænkt mig at sende til dem. Og så begyndte jeg at pille mine billeder fra et efter et.
Jeg indså at jeg ikke er på niveau med dem!
Sådan!
Mine billeder er OK, men deres er GODE og jeg kan se at jeg mangler meget før jeg når op på deres standard.

Det er ikke så dårligt at få den indsigt. For lige så meget som jeg gerne vil have foden indenfor, for at kunne lære, hos fotozite.dk, lige så meget kan jeg godt se at jeg ikke bidrager ligeværdigt. Jeg vil blive en der tager og ikke giver i det "forhold".
Så mon ikke jeg lige "holder hesten" endnu en gang før jeg søger om optagelse.

Endnu en gang er jeg blevet klogere - tror jeg :-)

Afgørelsen

2008-09-09T23:50:00.000+02:00

Så kom afgørelsen på konkurrencen!
Mit billede vandt ikke!
Jeg blev skuffet. Helt sikkert. For jeg synes det er et godt billede, men da jeg havde sundet mig lidt og kiggede tænkte lidt over "sagerne" kunne jeg godt se at vinderbilledet var bedre end mit, når man tager konkurrencetitlen i betragtning. "Ferieminder" Vinderbilledet viser et par børn der er glade på stranden. Vinklen er nedefra og deres dejlige børnefødder, smilende ansigter viser klart et godt ferieminde.
Mit billede er mere diffust over for overskriften.
Så efter den værste skuffelse havde lagt sig, vidste jeg at nu måtte jeg videre. Mit ønske om at blive optaget på "fotozite.dk" skal ikke slåes i stykker "bare" fordi mit billede ikke vandt.
Så nu hedder opgaven for mig at søge optagelse på normal vis ved at sende en ansøgning. Sådan er det og selvom jeg stadig har skuffelsen i mig, må jeg videre. Og når jeg tænker lidt mere over det, er jeg egentlig glad for at jeg er skuffet!
Det viser at jeg har en reel lyst til at blive "optaget" og at jeg VIL!
Her er det billede jeg deltog med.

Mens jeg venter på svar

2008-09-03T08:02:00.000+02:00

Der er stadig ikke fundet en vinder i gæstekonkurrencen på fotozite.dk, som jeg deltager i. Det er frustrerende at gå og vente. Kigger hele tiden i min mailbox for at se om der er svar, men sådan er det vel. Når man er spændt, så går tiden langsomt - som eftermiddagen før juleaften :-)

Imens går tiden med at øve mig i PhotoShop, som endelig har fundet vej til min fotoverden.
Det er et fantastisk stykke værktøj.

Dette billede som jeg har taget ved Københavns Byret, er et billede jeg bl.a. øver mig på. Prøver forskellige funktioner og filtre af. Det er sjovt at se hvad man kan lave i PHOTOSHOP.

Fotokonkurrence

2008-08-15T22:42:00.000+02:00

Jeg har besluttet mig til at deltage i en fotokonkurrence for gæster, der er udskrevet af fotozite.dk!
Grunden til at jeg har valgt netop den konkurrence, er at præmien for bedste billede er et medlemskab af fotozite.dk. Og netop denne gruppe vil jeg meget gerne være en del af.
Det er super dygtige fotografer og jeg ville kunne lære SÅ meget hvis jeg kunne få en fod inden for dér.

Det har været en sjov proces at skulle finde ud af hvilket billede jeg skulle sende ind. Jeg lagde selv 6-7 billeder op som jeg synes kunne være aktuelle i forhold til emnet: "SOMMERMINDER"

Og så begyndte jeg at tage ud. Et af gangen blev billederne forkastet og til sidst stod jeg med to billeder.
Her blev det vildt svært at vælge og jeg spurgte en del kolleger og min kæreste, hvilket billede de syntes kunne være det rigtige. De kom med deres bud, men jeg var stadig meget i tvivl og skiftede hele tiden mening om hvilket billede der var bedst. Men efter en lang snak med min kæreste (som også er et "billedmenneske"), valgte jeg til sidst et billede.
Billedet er ret anderledes end de andre, synes jeg og det er ikke til at vide hvad dommerpanelet "kigger efter", men jeg synes mit har en chance - set med de rette øjne :-)
Nu er billedet i hvert fald sendt ind og så er der ikke mere at gøre.

Man kan se de billeder der er indsendt til konkurrencen på deres site: fotozite.dk

Fremad !

2008-08-02T12:49:00.000+02:00

En kort opdatering:

Jeg er på en fotokritikside der hedder PHOSEE og der får jeg god kritik og forslag til ændringer. Jeg får såmænd også ros, for nogle af billederne og det er fedt fordi det giver mig en tro på at jeg godt kan lave billeder.

Jeg har endelig inversteret i Photoshop og det program vil jeg begynde at lære ordentligt i efteråret. Jeg glæder mig til at arbejde med programmet da det giver mange muligheder med mine billeder. Ofte har jeg en tanke om hvordan det færdige billede skal se ud og gennem Photoshop kan jeg få mere ud af min interesse.

Det provokerende træ

2008-06-01T21:47:00.000+02:00

Jeg tænker i fotografi igen. Det fylder i min hjerne og jeg "fedter" med billedredigering igen. Sidder hver aften og kigger billeder igennem. der evt kunne egne sig til at blive bearbejdet.

Jeg kigger andres fotos og får præstationsangst for 317. gang, for der er SÅ mange gode amatørfotografer "derude."

Men jeg har også en lille tro på at nogle af mine fotos er gode nok. Og jeg har da også lagt nogle få stykker ud på fotostart.dk . Og jeg har fået ris og ros.

Mest ravage lavede dette billede:

Jeg har med vilje gjort det uskarpt og kornet og jeg lagde det op til kritik, fordi jeg ville provokere lidt. Ville vise at foto efter min mening, ikke kun er superskarpe billeder, redigeret i Photoshop med alskins fede teknikker, men også kan være mere maleriske og anderledes.
Det var måske lidt storsnudet af mig at ville provokere. For jeg havde ikke lagt andet op på den side og de fleste folk syntes også at det var noget lort jeg havde lavet. Men der kom en lillle diskussion ud af det og jeg satte mig derefter ned og kiggede på billedet igen.
Og jeg måtte til dels give folkene ret. Det er noget lort!
Men samtidig kan jeg ikke helt give slip på det billede og jeg arbejder stædigt videre med det.
Billedet har pt udviklet sig til dette:

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at dette billede er udtryk for at jeg har en mening med mine billeder og at jeg vil noget, men det fortæller mig samtidig at jeg mangler mange færdigheder og at jeg skal udvikle mig.

Lidt blod på tanden igen

2008-05-23T20:03:00.000+02:00

Jeg har lige så stille fået en smule blod på tanden til at fotografere igen, men jeg har droslet HELT ned for ambitionerne. Men det er rart at have lysten tilbage.

Jeg tog dette billede sidste sommer og så ikke noget i det, men så for et par aftener siden synes jeg pludselig at jeg kunne se noget der var værd at arbejde med.

ØV!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

2007-12-23T16:46:00.000+01:00

Så gik pusten af Theodor!
Jeg fik kigget på "andre menneskers" fotos og pludselig gik lysten fløjten. Jeg synes ikke at jeg kan se nogen fremgang i mit fotografi og at mine billeder ikke nærmer sig noget der bare ligner kvalitet. Jeg synes jeg er habil, men det kniber med ideerne og inspirationen. Jeg forsøger (u)bevidst at efterligne "de andre" og føler at jeg ikke har formatet til at blive en god fotograf, med noget på hjerte.

Så jeg er gået i pausemode igen. Ærgeligt, men måske jeg kommer tilbage igen. Jeg håber det for jeg kan virkelig godt lide fotografiet, men nu skal jeg vist have lysten og håbet tilbage før jeg tror på det igen.

Igen præstationsangst

2007-10-02T17:51:00.000+02:00

Jeg abonerer på "fotozite.dk´s" nyhedsmail. Og den seneste af slagsen læste jeg i går og det fik min noget ned i kulkælderen. Der stod at de havde afslået 50 ansøgere der søgte optagelse!!!!!
samtidig skriver de at deres mål om at blive ca 65 fotografer nok ikke kan nås i dette år!
Det var nedtur at læse!
Jeg tror faktisk ikke jeg er god nok til at blive optaget.
Jeg kan jo godt se at mine fotografier slet ikke "spiller" eller lever som de fleste gode fotos gør på f.eks. fotozite.dk. Når jeg ser på de billeder medlemmerne præsterer på dér (og på andre steder på nettet), kan jeg ikke følge med. Teknisk er jeg ikke god nok, men heller ikke motivmæssigt.

Jeg har nu tænkt at søge om optagelse under alle omstændigheder. For hvis jeg nu bliver optaget, vil det give mig en enorm rescurce i at blive bedre. For gennem kritik fra de rigtig gode, vil jeg få stor mulighed for at udvikle mig og blive en meget bedre fotograf.
Det er nok altid svært at "bryde igennem."
Jeg kan mærke at jeg bliver skuffet når jeg får afslaget.
Og det er nok meget godt......... at jeg synes at der er SÅ meget på spil at jeg vil blive skuffet.
Det viser at jeg mener noget med det.

Jeg må bruge hvad jeg har

2007-10-01T12:22:00.000+02:00

Selvom jeg ikke har en ordentlig skærm og selvom jeg ikke har det store forgyldte PhotoShop, kan jeg alligevel ikke lade være med at lege i den gamle Paint Shop PRO som jeg har haft siden det forrige århundrede.
Jeg lægger så et par fotos op for at se hvordan det tager sig ud når jeg ser billederne på en ordentlig computer.
Lidt fra havnen i Rønne:

Senere på job-computerenn kan jeg se at horisonterne på de to første billeder er lidt skæve og at himlene ikke er specielt spændende.
Der skal renses ud omkring den gule bil på det nederste billede. Bilen er et forsøg på at tilføje billedet lid ligevægt, samt at lægge en pangfarve på det næsten sort/hvide billede af P-Pladsen på Rønne Havn. Bilen er set ved Føtex i Roskilde og har sansynligvis aldrig været på Bornholm.
Jeg ved ikke helt om jeg synes det virker. Bilen "står ikke rigtigt" synes jeg. Man fornemmer at bilen er "indsat". Den lissom "hænger" på asfalten.
Det skal der arbejdes mere med.

Cykelmanden

2007-09-18T08:16:00.000+02:00

En af de ting jeg nyder ved at fotografere er at man får lov til at gå ind i en "boble" hvor man er helt fokuceret på det at lave billeder. Man er hele tiden opmærksom på at se efter egnede motiver, og når man finder et egnet motiv, så skal man kompnere og tænke lukketider, se lyset osv osv.
Alt andet i ens tilværelse bliver lukket ude. Alle dagligdagens stressmomenter og problemer bliver lagt til side. Livet bliver nemmere. Mere enkelt kan man sige.
Billedet herunder blev taget netop en dag hvor jeg havde en hel formiddag fri og kunne få lov til at koncentrere mig én ting:
At lave billeder.

Billedet af manden der slapper af var egentlig tænkt som et slags "Per Arnoldi-billede". Da jeg tog det havde jeg i tankerne at jeg bagefter ville efterbehandle det så græsset blev meget grønt, himlen blå og kun med en enkelt helt hvid sky osv osv. Forenkle billedet endnu mere end det er i forvejen med rene klare farver.
Da jeg kom hjem og legede med billedet viste det sig at min ide slet ikke fungerede. Så nu er jeg i gang med at finde ud af hvad der så skal ske med billedet. Indtil videre er jeg nået hertil.

Igen kan jeg ikke lade være med at sammenligne mig med "de gode fotografer" og synes at mine billeder er noget crapp og jeg kan ikke lade være med at lægge et billede op der er taget af en af de rigtig gode fotografer på "fotozite.dk" for at sammenligne med mit eget billede. Hvad er det der gør forskellen på mine lidt endimensionelle billeder og så "de andres" ?

Foto taget af Jörg Hubrich, som jeg synes laver nogle fantastiske billeder
(Jörg: Jeg håber at du tilgiver jeg viser dit billede uden af have bedt om lov.)

Præstationsangst !!!!!!

2007-09-16T14:26:00.000+02:00

Jeg er pludselig en smule nervøs for at lægge mine billeder ud på bloggen. Bliver nervøs for kritikken. Jeg synes jo der er så mange dygtige fotografer "herude" (på nettet) og jeg synes bestemt ikke at jeg tilnærmelsesvis kan nå disse fotografer til sokkeholderne.

Men jeg må vel tage mig sammen og se at komme igang og gøre som den lille pige herunder.

Bloggen oprettet

2007-09-08T20:28:00.000+02:00

Jeg lægger ud med at vise lidt om mine arbejdsvilkår hjemme på min computer.
De to billeder herunder er resultater af et billede jeg tog på Bornholm af en bølgebryder (eller hvad sådan een hedder). Jeg har redigeret i billedet. Nedtonet baggrunden og har villet lægge mere vand ind bagest i billedet. På min gamlel computerskærm så redigeringen af vandet OK ud, men da jeg lagde billedet ud på nettet og checkede det på min computer på arbejdet, kunne jeg se MEGET TYDELIGT at min skærm er mere end dårlig. Kig selv efter på det nederste billede og se den store tykke firkant med "udfyldningsvand"!

Jeg skal have en ny skærm, før jeg kan begynde at redigere mine billeder ordentligt!
Det nytter i hvert fald ikke noget at ville noget seriøst, hvis udstyret ikke er bare nogenlunde i orden. Ikke fordi jeg mener at udstyret er det vigtigste (man kan jo tage billeder med en papkasse.) Det er indholdet i billedet der er det mest væsentlige. Jeg har IKKE det aller fedeste udstyr i verden, men en skærm der viser farver og kontraster rigtigt, må være en "must".
Indtil jeg får (råd til) en ny skærm, må jeg bruge tiden til at fotorafere og til at få sorteret i mit arkiv.
Jeg er i gang med at "muge" grundigt ud i alt hvad jeg har taget og der er utroligt mange skud som slet ikke dur til noget som helst.