Jeg har mange projekter i hovedet og en del under udarbejdelse. Nu må jeg altså se at få sat nogle V´er ved nogle af dem.
Pt er jeg sygemeldt med svære rygsmerter og det kræver enorm energi, blot at være til i min krop. Men de seneste dage har jeg "kun" haft halvondt (af mig selv?).
Derfor har jeg kunnet lave lidt på min hjemmeside.
Så meget at jeg er gået i luften med den!
Den er enkel og uden så mange dikkedarer og nem at arbejde med.
Det er jeg godt tilfreds med.
Check den ud HER.
Andre projekter jeg rigtig gerne vil gøre færdige er:
- Min Blurb bog. (omtalt her)
- Lave en udstilling.
- Lave en New York serie.
- ........og en masse andre småting som buldrer i hovedet.
Min "Blurb-bog" er næste ting jeg skal arbejde videre med. Den har været længe i støbeskeen og man skulle jo tro at det ikke burde være så svært at smække nogle billeder op i en bog og så sende den til print.
Men sådan er det ikke!
I hvert fald ikke hvis man gør som jeg og leger at det er en "rigtig" bog.
Et værk.
(Et andet element kan jo osse være at jeg er et langsommeligt - og måske endda et kedsommeligt -menneske. Men det er et sidespring jeg ikke skal, eller tør, komme ind på her!)
En seriøs fotobog er ikke "bare" at sætte nogle billeder ind, lave en fancy forside, og så printe løs. For hvilke billeder skal med? Hvilke skal ud? Hvordan er "feelingen?". Tempoet? Og hvad med forordet? Skal der været et? Og hvis der skal, hvad skal der så stå? Skal jeg forsøge at få et andet menneske til at skrive lidt om emnet i bogen?
Jeg har da 2-3 mennesker jeg rigtig godt kunne tænke mig at kontakte i den forbindelse. Hvis der er én der vil skrive, ja så skal vi mødes og vedkommende skal se "dummyen" og få fornemmelse af temaet og feelingen. Osv, osv.
Pt. venter jeg på at de billeder jeg har sendt til print, kommer ind af brevsprækken. Dernæst skal de ind i min "dummy-bog".
Dernæst vil jeg bede min skøre fotoven, kunstfotografen Torben Petersen om at "skælde ud", bytte om osv osv. Kort sagt, at komme med konstruktiv kritik.
Når de endelige billeder er kommet på plads og rækkefølgen valgt, skal jeg lave designet til bogomslaget. Forsiden, bagsiden og eventuelle "flapper".
Skal der billede på forsiden?
Hvilket?
Og hvad med bagsiden. Billede? Tekst? Og i så fald hvilken tekst og hvilket billede?
Hvis jeg beslutter at skrive et forord (eller måske et efterskrift), skal teksten forfattes.
Tjae. En bog er ikke bare sådan liiige at lave.
Ikke hvis man er mig i hvert fald.
Det er en skøn blanding af lidelse og lyst. Usikkerhed og trang.
Det er sjovt og samtidig "a pain in the ass" at lave en bog.
Men hvis ikke det var dét, ville det jo osse være lige gyldigt.
tirsdag den 16. april 2013
mandag den 31. december 2012
onsdag den 14. november 2012
På vej videre - igen
Da jeg begyndte at fotografere (igen) i 2005, koncentrerede jeg mig meget om at lære det basiske. Og mine motiver var mest arkitektur, natur osv.
Alt muligt - bare ikke mennesker. For mennesker stiller spørgsmål og kræver at fotografen tager stilling og endda involverer sig. Og det formåede jeg ikke på det tidspunkt. Jeg kalder det min første fase, eller FASE 1.
En dag for nogle år siden kommenterede en ven mine billeder og sagde:
"Det er flotte fotografier du laver, men hvorfor er der aldrig mennesker på dem?"
Og det spørgsmål vækkede et eller andet i mig.
For han havde jo ret. Der var stort set aldrig mennesker på mine billeder. Så jeg begyndte at tænke på hvorfor der ikke var det. En snigende fornemmelse sagde mig at det var der ikke fordi jeg var genert og måske endda ikke rigtig turde engagere mig i mennesker!
Så jeg satte mig for at fotografere mennesker og opdagede derigennem genren "Street Photography." Og jeg lærte Henri Cartier Bresson, Krass Clement, Viggo Rivad og mange mange andre fotografer "at kende."
Jeg knoklede på gader og stræder og fandt ud af hvor svært det er at fotografere mennesker i deres miljø. Jeg opdagede hvor hurtig man skal være, hvor ekstremt opmærksom man skal være, for at få bare et nogenlunde seværdigt billede ud af det. Det er en disciplin jeg aldrig bliver færdig med og jeg siger ikke at jeg er blevet "en haj" til at lave "gade fotos", men jeg har lært at gøre det. Jeg kalder det min FASE 2.
I sommeren 2011 var jeg så heldig at støde ind i MAGNUM fotografen Jacob Aue Sobol.
Han ændrede ALT.
Eller rettere: Han fik defineret noget inden i mig, som jeg havde søgt efter længe.
Nærværet!
At turde!
At involvere sig!
"Du skal risikere noget Theo" sagde han.
"Fotograferer du en alkoholiker, skal du HELT tæt på ham, så du kan mærke duften fra hans ånde", sagde han.
Jacob sagde meget.
Og han havde ret.
Lige nu savner jeg at være sammen med ham.
Nå men, med eller uden Jacobs inspirerende menneske, så er jeg lige så stille på vej ind i FASE 3!
Med en dragende frygt, er jeg videre på min fotografiske rejse.
Alt muligt - bare ikke mennesker. For mennesker stiller spørgsmål og kræver at fotografen tager stilling og endda involverer sig. Og det formåede jeg ikke på det tidspunkt. Jeg kalder det min første fase, eller FASE 1.
En dag for nogle år siden kommenterede en ven mine billeder og sagde:
"Det er flotte fotografier du laver, men hvorfor er der aldrig mennesker på dem?"
Og det spørgsmål vækkede et eller andet i mig.
For han havde jo ret. Der var stort set aldrig mennesker på mine billeder. Så jeg begyndte at tænke på hvorfor der ikke var det. En snigende fornemmelse sagde mig at det var der ikke fordi jeg var genert og måske endda ikke rigtig turde engagere mig i mennesker!
Så jeg satte mig for at fotografere mennesker og opdagede derigennem genren "Street Photography." Og jeg lærte Henri Cartier Bresson, Krass Clement, Viggo Rivad og mange mange andre fotografer "at kende."
Jeg knoklede på gader og stræder og fandt ud af hvor svært det er at fotografere mennesker i deres miljø. Jeg opdagede hvor hurtig man skal være, hvor ekstremt opmærksom man skal være, for at få bare et nogenlunde seværdigt billede ud af det. Det er en disciplin jeg aldrig bliver færdig med og jeg siger ikke at jeg er blevet "en haj" til at lave "gade fotos", men jeg har lært at gøre det. Jeg kalder det min FASE 2.
I sommeren 2011 var jeg så heldig at støde ind i MAGNUM fotografen Jacob Aue Sobol.
Han ændrede ALT.
Eller rettere: Han fik defineret noget inden i mig, som jeg havde søgt efter længe.
Nærværet!
At turde!
At involvere sig!
"Du skal risikere noget Theo" sagde han.
"Fotograferer du en alkoholiker, skal du HELT tæt på ham, så du kan mærke duften fra hans ånde", sagde han.
Jacob sagde meget.
Og han havde ret.
Lige nu savner jeg at være sammen med ham.
Nå men, med eller uden Jacobs inspirerende menneske, så er jeg lige så stille på vej ind i FASE 3!
Med en dragende frygt, er jeg videre på min fotografiske rejse.
onsdag den 3. oktober 2012
Fordi jeg bliver nødt til det.
Jeg tænker ofte på hvorfor jeg bliver ved!
En forfatter, som jeg kender, skrev en dag på sin blog et indlæg der meget godt definerer - eller måske nærmere, forsøger at forklare, hvad der er der driver os "kunstneriste tænkende" mennesker.
Hun har, som jeg, ikke udgivet ret meget i "den store verden" men alligevel kan hun ikke lade være med at skrive. Hun skriver nedenstående indlæg på sin blog, i forbindelse med at hun skal medvirke i et lokalradio program. Jeg synes hun rammer lige i plet og jeg kan sagtens overføre hendes tanker til mig og mit fotografi i stedet for ord, som hun jo bruger, som forfatter.
Her er indlægget:
"Hans fra Kiks på Radioti ringede til mig i går.
“Vil du stadig være med?”
“Ja, ja, det står her i min kalender”
“Nå, godt og du er altså psykisk syg?!”
“Næh, det tror jeg ikke”, svarede jeg.
Egentlig ringede han, fordi jeg er ved at oprette en forfatterskole for psykisk sårbare. Men sagen er, at det interessante ligger et helt andet sted. Og det andet sted spekulerer jeg over som en gal. For jeg vil gerne glæde Hans og Mette på KIKS og mest af alt, vil jeg måske bare gerne forstå, hvad jeg selv har gang i.
Måske skal jeg sige noget om, at være ikke-psykisk syg på den syge måde? Det er vel egentlig kun fraværet af medicin og indlæggelser der adskiller mig? For at være helt ærlig har jeg aldrig tænk på angst og depression som psykiske sygdomme, mere som et eksistentielt vilkår. For nogen et mere nærværende vilkår end for andre. Måske det endda er tæt knyttet til dét at være skrivende?
“Nå, men kan du tage nogle af dine bøger med, som vi kan udlodde til lytterne?”
“Øhh…jeg lever i flyttekasser og egentlig har jeg jo også bare udgivet noget faglitteratur og nogle kortere tekster”.
Jeg bladrer gennem mit arkiv af historier.
Det vil jeg tale om. Jeg vil tale om at være skrivende, ikke fordi man vil, men fordi der ikke er andet, der holder én på plads i verden, og fordi man samtidig har en vanvittig stærk drift mod at nå andre gennem fortællingerne og gennem ordene. Dét handler ikke om at være forfatter. Ikke om at være en del af et selskab, en gruppe, en klan. Det handler om at gøre sit ypperste derind, hvor det gælder liv og død.
Eller som Patti Smith sagde på Louisianna for nogle uger siden;
“A writer or any artist cant expect to be embrased by the people (…) but you keep doing your work, because you have to”.
Du kan læse mere fra hendes blog her
En forfatter, som jeg kender, skrev en dag på sin blog et indlæg der meget godt definerer - eller måske nærmere, forsøger at forklare, hvad der er der driver os "kunstneriste tænkende" mennesker.
Hun har, som jeg, ikke udgivet ret meget i "den store verden" men alligevel kan hun ikke lade være med at skrive. Hun skriver nedenstående indlæg på sin blog, i forbindelse med at hun skal medvirke i et lokalradio program. Jeg synes hun rammer lige i plet og jeg kan sagtens overføre hendes tanker til mig og mit fotografi i stedet for ord, som hun jo bruger, som forfatter.
Her er indlægget:
"Hans fra Kiks på Radioti ringede til mig i går.
“Vil du stadig være med?”
“Ja, ja, det står her i min kalender”
“Nå, godt og du er altså psykisk syg?!”
“Næh, det tror jeg ikke”, svarede jeg.
Egentlig ringede han, fordi jeg er ved at oprette en forfatterskole for psykisk sårbare. Men sagen er, at det interessante ligger et helt andet sted. Og det andet sted spekulerer jeg over som en gal. For jeg vil gerne glæde Hans og Mette på KIKS og mest af alt, vil jeg måske bare gerne forstå, hvad jeg selv har gang i.
Måske skal jeg sige noget om, at være ikke-psykisk syg på den syge måde? Det er vel egentlig kun fraværet af medicin og indlæggelser der adskiller mig? For at være helt ærlig har jeg aldrig tænk på angst og depression som psykiske sygdomme, mere som et eksistentielt vilkår. For nogen et mere nærværende vilkår end for andre. Måske det endda er tæt knyttet til dét at være skrivende?
“Nå, men kan du tage nogle af dine bøger med, som vi kan udlodde til lytterne?”
“Øhh…jeg lever i flyttekasser og egentlig har jeg jo også bare udgivet noget faglitteratur og nogle kortere tekster”.
Jeg bladrer gennem mit arkiv af historier.
- En samling short stories der udkommer who knows when.
- Romanen der ligger og kukkelurer på Gyldendal.
- Et digt jeg skrev i går.
- Gamle essays, hvoraf et var med i en facebookbog.
- Forord til en mexicansk tekst om at cykle…
Det vil jeg tale om. Jeg vil tale om at være skrivende, ikke fordi man vil, men fordi der ikke er andet, der holder én på plads i verden, og fordi man samtidig har en vanvittig stærk drift mod at nå andre gennem fortællingerne og gennem ordene. Dét handler ikke om at være forfatter. Ikke om at være en del af et selskab, en gruppe, en klan. Det handler om at gøre sit ypperste derind, hvor det gælder liv og død.
Eller som Patti Smith sagde på Louisianna for nogle uger siden;
“A writer or any artist cant expect to be embrased by the people (…) but you keep doing your work, because you have to”.
Du kan læse mere fra hendes blog her
onsdag den 20. juni 2012
Jacob med en MonoCrome
I august sidste år, var jeg på et fotokursus på fotoskolen FATAMORGANA, hvor fotografen Jacob Aue Sobol, var lærer. Det blev en fantastisk uge, hvor jeg lærte en masse om dét at være fotograf. Jeg producerede ikke et eneste brugbart billede dén uge, men jeg lærte så meget andet og var sammen med en flok gode mennesker, som efter kurset ikke var helt de samme, som de var, da de kom.
Jacob var den store motor i dette kursusforløb og han gav sig selv 100%, med et ekstremt nærvær, der smittede af på os andre.
Sidste efterår rejste Jacob fra Moskva til Beijing, med den Transsibiriske jernbane. Med sig havde han det helt nye Leica M Monochrome.
Se en lille film herunder om turen
Arrivals and Departures with Jacob Aue Sobol: Episode 6 – The Final Episode from Leica Camera on Vimeo.
Læs mere om hans tur og se flere billeder på Leicas blog her:
http://blog.leica-camera.com/topics/special-series/jacob-aue-sobol/
Jacob var den store motor i dette kursusforløb og han gav sig selv 100%, med et ekstremt nærvær, der smittede af på os andre.
Sidste efterår rejste Jacob fra Moskva til Beijing, med den Transsibiriske jernbane. Med sig havde han det helt nye Leica M Monochrome.
Se en lille film herunder om turen
Arrivals and Departures with Jacob Aue Sobol: Episode 6 – The Final Episode from Leica Camera on Vimeo.
Læs mere om hans tur og se flere billeder på Leicas blog her:
http://blog.leica-camera.com/topics/special-series/jacob-aue-sobol/
tirsdag den 12. juni 2012
Paris mon Amour....host host!
Jeg var i Paris i marts.
Alene.
5 dage i fotografiets livmoder.
Jeg MÅTTE der ned.
Jeg måtte, fordi barndommens minder om at være der med ømme 6-årige fødder, sidder nagelfast i mig.
Jeg måtte, på grund af Bresson, Capa, Brassai.
Jeg måtte, fordi jeg ville væk en tid.
Jeg måtte, fordi jeg havde en fransk forbindelse.
Jeg måtte………bare.
Så i starten af marts lander jeg sent på aftenen i Orly, med min kuffert og min 5D´er.
Ved 23.30 tiden er jeg indlogeret på et småbilligt hotel, 2 minutter fra Place de Clichy
Alene.
5 dage i fotografiets livmoder.
Jeg MÅTTE der ned.
Jeg måtte, fordi barndommens minder om at være der med ømme 6-årige fødder, sidder nagelfast i mig.
Jeg måtte, på grund af Bresson, Capa, Brassai.
Jeg måtte, fordi jeg ville væk en tid.
Jeg måtte, fordi jeg havde en fransk forbindelse.
Jeg måtte………bare.
Så i starten af marts lander jeg sent på aftenen i Orly, med min kuffert og min 5D´er.
Ved 23.30 tiden er jeg indlogeret på et småbilligt hotel, 2 minutter fra Place de Clichy
I den kølige nat stavrer jeg træt ud for at finde noget at spise. På Boulevard de Clichy shanghajes jeg af en ivrig mand og jeg følger ham modstræbende. Giver hans restaurant en chance, men dadøren til etablissementet går op, er det første jeg ser, en meget nedringet kvinde, som med hæs stemme og en smøg i kæften byder mig indenfor.
Men nu siger jeg for 20. gang ”NO” og denne gang med så tydeligt eftertryk at manden – dog nødigt og med en attitude, der viser mig at han er sur fordi jeg ikke gider betale for hans kvinder – giver op.
Jeg forlader gaden og søger mod Place de Clichy hvor jeg overgiver mig til et sted, hvor jeg kan se de stadig spiser. Her fortærer jeg en for dyr, men sej Steak Frites og kværner en halv karaffel rødvin til.
Da sulten er stillet, drikker jeg en kop espresso (der bare ikke kan være dårlig i Paris), og sammen med den, en stor beskidt Calvados!
Roen kommer med alkoholen og trætheden og jeg nyder bare at være væk.
Senere tøffer jeg ned på hotellet og kan ikke sove, selvom jeg er træt, men bliver hjulpet på vej af et par velvoksne glas whisky i tandkrus.
Men nu siger jeg for 20. gang ”NO” og denne gang med så tydeligt eftertryk at manden – dog nødigt og med en attitude, der viser mig at han er sur fordi jeg ikke gider betale for hans kvinder – giver op.
Jeg forlader gaden og søger mod Place de Clichy hvor jeg overgiver mig til et sted, hvor jeg kan se de stadig spiser. Her fortærer jeg en for dyr, men sej Steak Frites og kværner en halv karaffel rødvin til.
Da sulten er stillet, drikker jeg en kop espresso (der bare ikke kan være dårlig i Paris), og sammen med den, en stor beskidt Calvados!
Roen kommer med alkoholen og trætheden og jeg nyder bare at være væk.
Senere tøffer jeg ned på hotellet og kan ikke sove, selvom jeg er træt, men bliver hjulpet på vej af et par velvoksne glas whisky i tandkrus.
Det er koldt i Paris, da min telefon bipper, langt op ad formiddagen. Jeg er tung i hovedet, uden lyst til at komme ud og opleve noget. En snigende ømhed i mine muskler ignorerer jeg, mens jeg læser beskeden fra Karine – min parisiske forbindelse.
Hun har travlt, skriver hun, men om vi kan mødes på cafe x senere på eftermiddagen?
Jeg kvitterer med et ”yes” og ”I’ll be there”.
Så véd jeg at jeg SKAL op.
Jeg bestiger ”bjerget” til Sacre Coeur og fotograferer uinspireret på Mont Martre. Postkort uden nerve.
Jeg genkender svagt barndommens traveture og ender efter 3-4 timer på Quay de Valmy, hvor Karine venter i cafeen.
Vi har aldrig mødtes før, men ”snakket” via e-mails. Vi snakker fotografi og om os selv, men jeg har svært ved at koncentrere mig helt. Stadig ignorerer jeg mine ømme muskler og drikker kaffe i selskabet med tekstforfatteren og fotografen.
1½ times tid efter er jeg igen gående. Jeg søger mod hotellet.
Svimmel og med ondt i muskler og led, knirker jeg mig vej på myldrende boulevarder og langs metroens gamle højbanedel på Boulevard de la Chapelle.
Da jeg lander min krop på den vakkelvorne stol foran det lille skrivebord i mit hotelværelse, kværner jeg en mega whisky i troen på at den nok skal hjælpe mig i gang, men efter endnu én, må jeg overgive mig og sande at jeg har høj feber og er blevet syg af influenza.
Hun har travlt, skriver hun, men om vi kan mødes på cafe x senere på eftermiddagen?
Jeg kvitterer med et ”yes” og ”I’ll be there”.
Så véd jeg at jeg SKAL op.
Jeg bestiger ”bjerget” til Sacre Coeur og fotograferer uinspireret på Mont Martre. Postkort uden nerve.
Jeg genkender svagt barndommens traveture og ender efter 3-4 timer på Quay de Valmy, hvor Karine venter i cafeen.
Vi har aldrig mødtes før, men ”snakket” via e-mails. Vi snakker fotografi og om os selv, men jeg har svært ved at koncentrere mig helt. Stadig ignorerer jeg mine ømme muskler og drikker kaffe i selskabet med tekstforfatteren og fotografen.
1½ times tid efter er jeg igen gående. Jeg søger mod hotellet.
Svimmel og med ondt i muskler og led, knirker jeg mig vej på myldrende boulevarder og langs metroens gamle højbanedel på Boulevard de la Chapelle.
Da jeg lander min krop på den vakkelvorne stol foran det lille skrivebord i mit hotelværelse, kværner jeg en mega whisky i troen på at den nok skal hjælpe mig i gang, men efter endnu én, må jeg overgive mig og sande at jeg har høj feber og er blevet syg af influenza.
De næste dage henfalder i sved, ondt i kroppen og selvmedlidenhed. Jeg kæmper mig op hver aften og slæber mig ud for at få noget at spise og derefter tilbage til værelset.
En aften overfaldes jeg af overmod og hænger ud på Place de Clichy. Jeg fotograferer i kold regn. Ser livet i restauranterne og forsøger at fornemme byen og få menneskene ind under huden. Og jeg ser det hele glimtvist. Men jeg har svært ved at koncentrere mig.
En aften overfaldes jeg af overmod og hænger ud på Place de Clichy. Jeg fotograferer i kold regn. Ser livet i restauranterne og forsøger at fornemme byen og få menneskene ind under huden. Og jeg ser det hele glimtvist. Men jeg har svært ved at koncentrere mig.
Denne aften er det nærmeste jeg kommer de håb og forventninger, jeg havde for turen. Men senere er kræfterne sluppet op og jeg lander tungt og ærgerlig i sengen igen.
Jeg skal være ude af hotelværelset kl. 11 og den sidste dag vader jeg af sted på må og få, med mit kamera og en slingrende trillekuffert på slæb. Jeg tager ikke et eneste billede, den dag og er bare glad, da jeg sidder over Als og mærker at flyet begynder nedstigningen til København.
Turen var umiddelbart en fiasko. For jeg var indstillet på at arbejde koncentreret i mange timer, hver dag i gaderne i Paris, men sådan skulle det ikke være. Men jeg fik, på trods af sygdom, en masse input og lærte byen at kende igen. Jeg må af sted igen – en gang.
Og jeg fik rent faktisk et godt billede, der holder, med hjem.
Og det er bedre, end intet godt billede.
onsdag den 16. maj 2012
Revurdering af det hele
Jeg ved sgu ikke havd der skal ske!
Jeg er igen i en fotografisk krise (hørt før.)
Jeg mangler stadig at finde mig selv i fotografiet.
Ja jeg mangler vel mest af alt at finde mig selv - i mig selv!
Jeg er igen i en fotografisk krise (hørt før.)
Jeg mangler stadig at finde mig selv i fotografiet.
Ja jeg mangler vel mest af alt at finde mig selv - i mig selv!
mandag den 30. april 2012
Jeg kæmper stadig
Jeg kæmper, som en i helvede, med at finde de rigtige billeder til min bog.
Jeg synes det er svært at få det til at hænge sammen. For jeg gider ikke at det "bare" skal blive en flot bog.
..Nej det skal være "den rigtige bog" og ikke bare et portefolio, hvor jeg viser hvad jeg kan, rent fotografisk.
Det skal være "RIGTIGT". Det skal være FØLELSEN der er omdrejningspunktet i bogen!
Og netop DET gør det svært...........og udfordrende...........og GODT.
Long time, no seen .............i øvrigt :-)
Jeg synes det er svært at få det til at hænge sammen. For jeg gider ikke at det "bare" skal blive en flot bog.
..Nej det skal være "den rigtige bog" og ikke bare et portefolio, hvor jeg viser hvad jeg kan, rent fotografisk.
Det skal være "RIGTIGT". Det skal være FØLELSEN der er omdrejningspunktet i bogen!
Og netop DET gør det svært...........og udfordrende...........og GODT.
onsdag den 23. november 2011
Jeg elsker bogen
Jeg elsker fotobøger.
For et par år siden begyndte jeg at købe dem. Ikke at jeg har rigtig mange - en 10 stykker mener jeg jeg har - men det er bøger jeg holder rigtig meget af.
Fotobogen kan noget intet andet medie kan, nemlig:
FORDYBELSEN!
Vi er så vandt til at blive bombarderet med billeder på nettet, TV, biografen osv. Og det går stærkt. Har vi ikek aflæst et billede inden for de første sekunder det dukker op i din browser, ja så er vi klikket videre eller er BLEVET ført videre af det medie vi nu ser på. Vi bestemmer næsten ikke tempoet selv.
Bedre er det med udstillinger. Her kan man gå rundt og se lige så længe man vil på de udstillede værker. Men man kan ikke komme tilbage.
Og det er DET jeg elsker ved bogen!
At komme tilbage.
Når jeg har købt en bog og sætter mig ned og kigger den igennem, bladrer jeg kontinuerligt i et sindigt tempo. Får et overblik over bogens indhold og stemning. Ofte lægger jeg den så væk, for at komme tilbage til den et par dage senere. Nu går jeg i dybden. Dvæler mere ved hvert enkelt billede. Får en samlet oplevelse.
Så ryger bogen i reolen igen. Men det er her det magiske og skønne ved bogen kommer ind. For jeg kan til enhver tid tage den frem igen og dyrke stærke billeder igen og igen eller tage stærke passager frem. Jeg kan gå i dybden med hvert enkelt billede og "nærlæse".
Oven i dette er der følelsen.
For det er med i den gode oplevelse at bogen vejer noget. Jeg kan mærke papirets kvalitet. Lade hånden stryge kærligt ned over en side og ja........den dufter faktisk også!
God totaloplevelse, som jeg ikke finder andre steder.
Så TAK til bogen!
De bøger jeg har er både købt fra nye, men der er også et kæmpe udvalg i antikvariater rundt om i landet. Mit bedste scoop har jeg fundet på Den Blå Avis. Her fik jeg købt Krass Clements "BYEN BAG REGNEN" til 350 kroner. Jeg har efterfølgende set den i på antikvariat.net fra 2500 kroner og op til 7000 kroner!
Bogen skal ikke sælges - slet ikke, men det er alligevel sjovt at køre et godt køb en gang imellem.
Jeg har gjort det til en vane ofte at kigge ind, hvis jeg passerer et antikvariat på min vej rundt i byen. Bare lige ind og kigge lidt. Det er hyggeligt.
Jeg er også igang med selv at lave en bog. Blot en ydmyg "gør-det-selv-bog", fra "BLURB".
Jeg "leger" at jeg skal udgive en "rigtig" bog og går grundigt til værks, med redigering og billedeudvælgelse. I mit valg af format har jeg lavet et antal "dummyes" i pap så jeg kan få en fornemmelse af hvordan bogen vil være at have i hånden og om billederne passer til formatet. Endvidere har jeg printet alle de billeder, jeg kan forestille mig skal med i bogen, ud og lagt dem op på gulvet.
For et par år siden begyndte jeg at købe dem. Ikke at jeg har rigtig mange - en 10 stykker mener jeg jeg har - men det er bøger jeg holder rigtig meget af.
Fotobogen kan noget intet andet medie kan, nemlig:
FORDYBELSEN!
Vi er så vandt til at blive bombarderet med billeder på nettet, TV, biografen osv. Og det går stærkt. Har vi ikek aflæst et billede inden for de første sekunder det dukker op i din browser, ja så er vi klikket videre eller er BLEVET ført videre af det medie vi nu ser på. Vi bestemmer næsten ikke tempoet selv.
Bedre er det med udstillinger. Her kan man gå rundt og se lige så længe man vil på de udstillede værker. Men man kan ikke komme tilbage.
Og det er DET jeg elsker ved bogen!
At komme tilbage.
Når jeg har købt en bog og sætter mig ned og kigger den igennem, bladrer jeg kontinuerligt i et sindigt tempo. Får et overblik over bogens indhold og stemning. Ofte lægger jeg den så væk, for at komme tilbage til den et par dage senere. Nu går jeg i dybden. Dvæler mere ved hvert enkelt billede. Får en samlet oplevelse.
Så ryger bogen i reolen igen. Men det er her det magiske og skønne ved bogen kommer ind. For jeg kan til enhver tid tage den frem igen og dyrke stærke billeder igen og igen eller tage stærke passager frem. Jeg kan gå i dybden med hvert enkelt billede og "nærlæse".
Oven i dette er der følelsen.
For det er med i den gode oplevelse at bogen vejer noget. Jeg kan mærke papirets kvalitet. Lade hånden stryge kærligt ned over en side og ja........den dufter faktisk også!
God totaloplevelse, som jeg ikke finder andre steder.
Så TAK til bogen!
De bøger jeg har er både købt fra nye, men der er også et kæmpe udvalg i antikvariater rundt om i landet. Mit bedste scoop har jeg fundet på Den Blå Avis. Her fik jeg købt Krass Clements "BYEN BAG REGNEN" til 350 kroner. Jeg har efterfølgende set den i på antikvariat.net fra 2500 kroner og op til 7000 kroner!
Bogen skal ikke sælges - slet ikke, men det er alligevel sjovt at køre et godt køb en gang imellem.
Jeg har gjort det til en vane ofte at kigge ind, hvis jeg passerer et antikvariat på min vej rundt i byen. Bare lige ind og kigge lidt. Det er hyggeligt.
Jeg er også igang med selv at lave en bog. Blot en ydmyg "gør-det-selv-bog", fra "BLURB".
Jeg "leger" at jeg skal udgive en "rigtig" bog og går grundigt til værks, med redigering og billedeudvælgelse. I mit valg af format har jeg lavet et antal "dummyes" i pap så jeg kan få en fornemmelse af hvordan bogen vil være at have i hånden og om billederne passer til formatet. Endvidere har jeg printet alle de billeder, jeg kan forestille mig skal med i bogen, ud og lagt dem op på gulvet.
 |
| "Dummy-bog" som er karton skåret i det format jeg har valgt til min bog. |
 |
| Alle de billeder jeg har tænk skal med i bogen. |
 |
| Der er valgt kraftigt fra i forhold til hvad jeg havde i starten. |
Ved at have alle billederne i småt format gør at jeg kan få et overblik over hvilke billeder der skal med og hvilke der ikke skal..
Senere printer jeg de udvalgte billeder ud i den rigtige størrelse. Ikke noget fancy, men blot fra en almidelig printer i lav opløsning. Ideen med dét er at jeg så kan lægge billederne ind i min "dummy" og meget bedre få en fornemmelse af hvordan siderne skal præsentere sig. Der skal være det rette forløb og billederne skal ikke bare "kastes ind med en skovl"
Bogen skal være et værk!
Ikke et fotoalbum!
Herunder kan du se testbogen som jeg har lavet for at få en fornemmelse af hvordan den rigtige bog kommertil at se ud.
Så det er KUN en testbog.
tirsdag den 13. september 2011
Indledende manøvrer
NOTE TIL MIG SELV:
For mange år siden havde jeg en afdelings chef på TV2 der en dag sagde til mig:
" Den der tager initiativet - har magten!"
Jeg kan mærke at jeg skal se at tage mig sammen til at få magten over mit liv!
For mange år siden havde jeg en afdelings chef på TV2 der en dag sagde til mig:
" Den der tager initiativet - har magten!"
Jeg kan mærke at jeg skal se at tage mig sammen til at få magten over mit liv!
Det kan godt virke lidt underlligt at denne blog ofte indeholder en masse ord og tanker der handler om mig selv. Men jeg har opdaget at mit fotografi handler meget om mig.
Måske ret navlebeskuende og kedeligt for andre at læse, se og høre om.
Men det bliver klarere og klarere for mig at mit fotografi er en rejse i mit indre.
Dét jeg fotograferer - mit motivvalg - og det jeg tænker omkring fotografi, er et billede af hvor jeg er henne rent menneskeligt.
Om det så er navlebeskuende eller ej bliver jeg nødt til at lade være med at tage hensyn til, i forhold til eventuelle læsere. For bloggen er til for at anskueliggøre mine tanker, over for mig selv. En slags dagbog.
Hvis nogle, kan li´ at læse med er de MEGET velkomne og bestemt også velkomne til at give deres besyv med, hvis nogen skulle få dén lyst.
Hvis nogle, kan li´ at læse med er de MEGET velkomne og bestemt også velkomne til at give deres besyv med, hvis nogen skulle få dén lyst.
Abonner på:
Opslag (Atom)