tirsdag den 12. juni 2012

Paris mon Amour....host host!

Jeg var i Paris i marts.

Alene.
5 dage i fotografiets livmoder.
Jeg MÅTTE der ned.

Jeg måtte, fordi barndommens minder om at være der med ømme 6-årige fødder, sidder nagelfast i mig.
Jeg måtte, på grund af Bresson, Capa, Brassai.
Jeg måtte, fordi jeg ville væk en tid.
Jeg måtte, fordi jeg havde en fransk forbindelse.
Jeg måtte………bare.

Så i starten af marts lander jeg sent på aftenen i Orly, med min kuffert og min 5D´er.
Ved 23.30 tiden er jeg indlogeret på et småbilligt hotel, 2 minutter fra Place de Clichy

I den kølige nat stavrer jeg træt ud for at finde noget at spise. På Boulevard de Clichy shanghajes jeg af en ivrig mand og jeg følger ham modstræbende. Giver hans restaurant en chance, men dadøren til etablissementet går op, er det første jeg ser, en meget nedringet kvinde, som med hæs stemme og en smøg i kæften byder mig indenfor.

Men nu siger jeg for 20. gang ”NO” og denne gang med så tydeligt eftertryk at manden – dog nødigt og med en attitude, der viser mig at han er sur fordi jeg ikke gider betale for hans kvinder – giver op.

Jeg forlader gaden og søger mod Place de Clichy hvor jeg overgiver mig til et sted, hvor jeg kan se de stadig spiser. Her fortærer jeg en for dyr, men sej Steak Frites og kværner en halv karaffel rødvin til.
Da sulten er stillet, drikker jeg en kop espresso (der bare ikke kan være dårlig i Paris), og sammen med den, en stor beskidt Calvados!
Roen kommer med alkoholen og trætheden og jeg nyder bare at være væk.
Senere tøffer jeg ned på hotellet og kan ikke sove, selvom jeg er træt, men bliver hjulpet på vej af et par velvoksne glas whisky i tandkrus.

Det er koldt i Paris, da min telefon bipper, langt op ad formiddagen. Jeg er tung i hovedet, uden lyst til at komme ud og opleve noget. En snigende ømhed i mine muskler ignorerer jeg, mens jeg læser beskeden fra Karine – min parisiske forbindelse.

Hun har travlt, skriver hun, men om vi kan mødes på cafe x senere på eftermiddagen?
Jeg kvitterer med et ”yes” og ”I’ll be there”.
Så véd jeg at jeg SKAL op.
Jeg bestiger ”bjerget” til Sacre Coeur og fotograferer uinspireret på Mont Martre. Postkort uden nerve.
Jeg genkender svagt barndommens traveture og ender efter 3-4 timer på Quay de Valmy, hvor Karine venter i cafeen.
Vi har aldrig mødtes før, men ”snakket” via e-mails. Vi snakker fotografi og om os selv, men jeg har svært ved at koncentrere mig helt. Stadig ignorerer jeg mine ømme muskler og drikker kaffe i selskabet med tekstforfatteren og fotografen.
1½ times tid efter er jeg igen gående. Jeg søger mod hotellet.
Svimmel og med ondt i muskler og led, knirker jeg mig vej på myldrende boulevarder og langs metroens gamle højbanedel på Boulevard de la Chapelle.
Da jeg lander min krop på den vakkelvorne stol foran det lille skrivebord i mit hotelværelse, kværner jeg en mega whisky i troen på at den nok skal hjælpe mig i gang, men efter endnu én, må jeg overgive mig og sande at jeg har høj feber og er blevet syg af influenza.


De næste dage henfalder i sved, ondt i kroppen og selvmedlidenhed. Jeg kæmper mig op hver aften og slæber mig ud for at få noget at spise og derefter tilbage til værelset.
En aften overfaldes jeg af overmod og hænger ud på Place de Clichy. Jeg fotograferer i kold regn. Ser livet i restauranterne og forsøger at fornemme byen og få menneskene ind under huden. Og jeg ser det hele glimtvist. Men jeg har svært ved at koncentrere mig.


Denne aften er det nærmeste jeg kommer de håb og forventninger, jeg havde for turen. Men senere er kræfterne sluppet op og jeg lander tungt og ærgerlig i sengen igen.

Jeg skal være ude af hotelværelset kl. 11 og den sidste dag vader jeg af sted på må og få, med mit kamera og en slingrende trillekuffert på slæb. Jeg tager ikke et eneste billede, den dag og er bare glad, da jeg sidder over Als og mærker at flyet begynder nedstigningen til København.
Turen var umiddelbart en fiasko. For jeg var indstillet på at arbejde koncentreret i mange timer, hver dag i gaderne i Paris, men sådan skulle det ikke være. Men jeg fik, på trods af sygdom, en masse input og lærte byen at kende igen. Jeg må af sted igen – en gang.
Og jeg fik rent faktisk et godt billede, der holder, med hjem.
Og det er bedre, end intet godt billede.


2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Ej hvor sindssygt uheldigt, Theo!
Men du hjembragte altså mere end ét godt billede. Du hjembragte også stof til et knaldgodt blogindlæg, skrevet så øjnene ikke slap skærmen før det sidste bogstav. Mér af den slags, tak!
Kh Peer

Theo sagde ...

Dejligt at du blev fanget i læsningen. Grunden til at dette indlæg er mere "artikel-agtigt" er jo nok at det er en konkret historie. Mange af mine indlæg er jo "bare" tanker til mig selv, som jeg så lægger ud, som en anden flaneur :)
Jeg kan squ ikke love noget bedre, men forsøger da altid at - i det mindste - TÆNKE og OVERVEJE hvad jeg skriver ;)
Dejligt du kommenterede. Det er altid rart at få respons.