Notat start:
Jeg har fotograferet mine forældre i meget personlige hverdags situationer.
Jeg har været uden for Sandholmlejren, en kold nat, hvor politi og aktivister var over for hinanden, mens dem det handlede om fortabte sig bag tidligere militærmure.
Og begge dele har været store oplevelser for mig, fordi de har sat hele min opfattelse af hvad jeg vil med fotografiet i relief.
Samtidig har disse oplevelser også gjort mig endnu mere forvirret.
For hvad er det jeg gerne vil fortælle.
Og hvad skal jeg gøre med min manglende tekniske kunnen. Jeg kan jo se at jeg halter langt bagefter rent teknisk, men samtidig kan jeg mærke at jeg bliver mere og mere lige glad med teknikken.
Jeg er forvirret, men alligevel føler jeg at jeg er kommet et stort skridt nærmere, det jeg gerne vil med mit foto. Nemlig at lave personlige billeder.
Ikke sofastykker, der gør sig godt på en væg i pæne stuer, men billeder, hvor jeg selv har aktier med.
Jeg er i hvert fald træt af de teknisk perfekte billeder, der ofte bliver berøvet for liv.
Billeder hvor enhver bums eller "misdannelse" er retucheret væk.
Vi er ikke perfekte (nogen af os) og det skal mine fotos have i sig.
U-perfektheden
Notat slut.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar