Hvad er det egentlig jeg gerne vil vise?
Jeg ved det ikke. Men det er noget med følelser, fornemmelser. Noget med at komme ind under huden på noget eller nogen. At ville afdække eller løfte sløret.
Tankerne HVAD og HVORFOR kredser hele tiden inden i mig, samtidig med at jeg tænker på om den ener-gi jeg har inden i, nogensinde vil komme ud gennem mine fotografier.
Jeg er konstant på vagt over for at jeg tager andres billeder. Jeg ønsker og arbejder hele tiden på at gøre mig fri fra andres måder at se motiver på. Oplever stadig at jeg bevidst eller ubevidst styrer hen mod at tage bille-der som andre HAR taget.
Inspiration er fint og nødvendigt, men jeg har ofte følelsen af at jeg læner mig alt for meget op af de fotogra-fer jeg taler med eller fotografer jeg beundrer.
Og det irriterer mig. For jeg vil mit eget udtryk.
Jeg vil MIT fotografi. Være MIG i mine billeder.
Jeg har "udviklet" mit dogme/aftale med mig selv, som jeg har givet overskriften "INTUITIV FOTOGRAFI" og det er fint. For det gør processen lidt mere overskuelig, netop at kunne have en ledetråd - en overskrift, der kan hjælpe mig til at føre mig tilbage på sporet, når jeg føler at jeg er på vej i en gal retning.
Jeg har slappet for meget af i den seneste tid. Overgivet mig til "de andre" og til billeder jeg ved andre rime-ligt nemt kan aflæse.
Jeg har måske også haft brug for at blive rost. Og når man gerne vil roses, er det nemmeste man kan gøre at tage billeder der er flotte og nemt aflæselige. Det giver umiddelbar respons.
I mit indre optager egoismen, materialismen og småborgerligheden mig mere og mere. Den efterhånden store frygt for alt "udenfor". Politiske partier der hele tiden er hurtige med at melde ud når noget er galt efter deres mening. Når noget eller nogen ikke stiller sig op i rækken og opfører sig pænt og dermed anderledes. Jeg er træt af de kasser vi proppes ind i. Savner vildskaben, modstanden, forskelligheden.
Det ender ofte med at jeg er en utilfreds mand, der ser mennesker og samfund som noget negativt. Oplever at vi er på vej i en helt gal retning. En retning jeg selv er en del af og som gør min frustration endnu større, for-di jeg ikke er i stand til at bryde ud af konformiteten.
Det vi kalder udviklingen og som man ser som en fremadrettet og positiv bevægelse, virker modsat på mig. Jeg ser det som en degenerering eller måske rettere som et udtryk for at vi ikke tørø tænke nyt. Alt handler om at forbruge. Økonomisk og materielt. Forbrug har været nøgleordet gennem de seneste 150 år og nu er vi blevet så rige at vi ikke magter at tænke i andre retninger og bliver mere og mere rædselsslagne for at skulle afgive vores rigdom.
Jeg er ikke imod udvikling, men jeg tror at hastigheden af udviklingen er forkert. For vi magter ikke den hur-tighed hvormed vi bliver klogere. Vores viden når aldrig at bundfælde sig. Vi når aldrig at få de landvindin-ger vi gør teknologisk og menneskeligt, gennemtænkt og afprøvet. Vi er straks på vej videre hurtigere og hurtigere. Vi tilsidesætter naturens naturlige "tyggen drøv". Evolution tager tid, men vi mennesker er blevet så "kloge" at vi sætter os ud over evolutionen og dermed melder os ud af "det naturlige". Vi har i lang tid troet at det er os der har styr på tingene, men vi er igang med at grave vores egen grav. Vi er på vej ned i det hul vi selv, i klogskabens tegn, er ved at grave. Vi bryder naturens love på så mange områder og gør os der-med overnaturlige.
Det interessante er jo at vi TROR at vi er de dem der har fat i den lange ende. Men facts er jo at den dag det sidste menneske udånder på jorden, så lever naturen videre i dens eget sindige tempo upåagtet menneskets ødelæggelser. Verden gik ikke under da dinosaurerne uddøde.
Naturen vil bare begynde at hele de mange sår mennesket har pådraget den og naturen har ikke travlt. Det vil måske tage millioner af år før al den ødelæggelse er "repareret"
Og så springer jeg lidt igen:
Fotografer siger ofte at når de fotograferer mennesker i deres miljøer gennemsyrer deres respekt for det enkelte menneske altid deres billeder.
Måske har de det sådan, men med den utilfredshed jeg har, for tiden, over for hvordan vi i Danmark opfører os, politisk, småborgerligt, egoistisk og materielt velnærede, så bliver jeg sgu i tvivl om jeg nogensinde kan gå ud og fotografere dem, når jeg i bund og grund ikke har en skid til overs for hvad de står for.
Men så lad vær´ med at fotografere dem, kan man sige. Men det interesserer mig jo HVORFOR vi er så selvcentrerede og snævert synede.
Det er hårde ord over for mine medmennesker - og jeg kan godt selv høre at jeg virker ret selvcentreret, højrøvet og bedrevidende. Især når jeg selv er en skide ”rækkehusborger” Men det er tanker jeg altså har.
Det er ikke det enkelte menneske jeg "er ude efter". For jeg oplever jo utroligt mange søde og dejlige mennesker, både i fotomiljøet og i verden som et hele. Mennesker ER i bund og grund søde og flinke. Måske er det mere den disrespekt jeg oplever samfund, som en helhed påvirker det enkelte menneske med.
Jeg ER en sortseer og måske er det min depressions-sygdom fra vinteren og foråret, der stadig har tag i mig og måske har jeg bare ALT for store ambitioner, der ikke står mål med mine evner.
Men nu er det skrevet ned og meningen med denne blog er netop at få skrevet mine tanker og oplevelser ned til mig selv. Det giver en form for klarhed i min hjerne. Er der så mennesker der kommenterer hvad jeg skriver, kan kun være en bonus og måske gøre mig klogere. Det er derfor jeg skriver på en blog og ikke på et personligt Word-dokument, der er lagret langt inde i min egen computer.
Nu skal jeg nok stoppe dette rodede indlæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar