onsdag den 3. oktober 2012

Fordi jeg bliver nødt til det.

Jeg tænker ofte på hvorfor jeg bliver ved!
En forfatter, som jeg kender, skrev en dag på sin blog et indlæg der meget godt definerer - eller måske nærmere, forsøger at forklare, hvad der er der driver os "kunstneriste tænkende" mennesker.

Hun har, som jeg, ikke udgivet ret meget i "den store verden" men alligevel kan hun ikke lade være med at skrive. Hun skriver nedenstående indlæg på sin blog, i forbindelse med at hun skal medvirke i et lokalradio program. Jeg synes hun rammer lige i plet og jeg kan sagtens overføre hendes tanker til mig og mit fotografi i stedet for ord, som hun jo bruger, som forfatter.
Her er indlægget:

"Hans fra Kiks på Radioti ringede til mig i går.
“Vil du stadig være med?”
“Ja, ja, det står her i min kalender”
“Nå, godt og du er altså psykisk syg?!”
“Næh, det tror jeg ikke”, svarede jeg.


Egentlig ringede han, fordi jeg er ved at oprette en forfatterskole for psykisk sårbare. Men sagen er, at det interessante ligger et helt andet sted. Og det andet sted spekulerer jeg over som en gal. For jeg vil gerne glæde Hans og Mette på KIKS og mest af alt, vil jeg måske bare gerne forstå, hvad jeg selv har gang i.

Måske skal jeg sige noget om, at være ikke-psykisk syg på den syge måde? Det er vel egentlig kun fraværet af medicin og indlæggelser der adskiller mig? For at være helt ærlig har jeg aldrig tænk på angst og depression som psykiske sygdomme, mere som et eksistentielt vilkår. For nogen et mere nærværende vilkår end for andre. Måske det endda er tæt knyttet til dét at være skrivende?
“Nå, men kan du tage nogle af dine bøger med, som vi kan udlodde til lytterne?”
“Øhh…jeg lever i flyttekasser og egentlig har jeg jo også bare udgivet noget faglitteratur og nogle kortere tekster”.

Jeg bladrer gennem mit arkiv af historier.
  • En samling short stories der udkommer who knows when.
  • Romanen der ligger og kukkelurer på Gyldendal.
  • Et digt jeg skrev i går.
  • Gamle essays, hvoraf et var med i en facebookbog.
  • Forord til en mexicansk tekst om at cykle…
Hvorfor pludselig så usikkert ravende omkring i disse tekster? Hvorfor denne følelse af at være udelukket, eksluderet. Ikke en del af det fine forfatterselskab?

Det vil jeg tale om. Jeg vil tale om at være skrivende, ikke fordi man vil, men fordi der ikke er andet, der holder én på plads i verden, og fordi man samtidig har en vanvittig stærk drift mod at nå andre gennem fortællingerne og gennem ordene. Dét handler ikke om at være forfatter. Ikke om at være en del af et selskab, en gruppe, en klan. Det handler om at gøre sit ypperste derind, hvor det gælder liv og død.
Eller som Patti Smith sagde på Louisianna for nogle uger siden;
“A writer or any artist cant expect to be embrased by the people (…) but you keep doing your work, because you have to”.


Du kan læse mere fra hendes blog her

Ingen kommentarer: