KATASTROFE!

Så skete det, som ikke må ske - og det er MIN skyld alt sammen!
Jeg har slået mit kamera ihjel!

I dag var det meningen jeg ville køre ud til en location jeg har udset mig til at fotografere, som et slags projekt jeg har lyst til at prøve af.
Jeg ville tage afsted om formiddagen og bruge nogle timer med at fotografere, før jeg skulle møde på arbejde kl. 15.
Ude i carporten lægger jeg kameraet på biltaget, så jeg lige kan checke postkassen. Derefter sætter jeg mig i bilen og kører!
På et tidspunkt lige efter byskiltet accelererer jeg til 80 km/t og i bakspejlet, ser jeg noget sort hvirvle afsted på vejen, men tænker bare at det var noget papir eller blade jeg var kørt hen over. En halv times tid senere går det op for mig at jeg ikke har mit kamera i bilen og straks ved jeg at det jeg troede var papir på kørebanen, var mit kamera!
Jeg vendte straks tilbage til stedet og gik hele strækningen igennem, men uden at finde resterne. Nogen har måske samlet det op i den tro at de ville kunne bruge det.

”Du har det som om du har mistet en arm”, sagde min kæreste, da jeg sad og stirrede ud i luften efter at være kørt hjem igen.
Og hun har ret. Det er virkelig et tab jeg er ked af. Af mange grunde.
For det første er økonomien i mit liv ikke gearet til pludselig at skulle investere i nyt kamera. Vi er ikke fattige, men med et rækkehus købt i den dyre periode, for 4 år siden, går de fleste penge på at betale bank og kreditforening. resten af budgettet hænger sammen, men uden at der er penge til at lægge til side. Så hvordan jeg skaffer et andet kamera, kan jeg slet ikke overskue på nuværende tidspunkt.

Men det er ikke kun de økonomiske aspekter der gør at jeg føler et stort tab.
For jeg har mistet en del af mig. Det nu ”døde” kamera, var dét der gjorde at jeg kom igang med at fotografere efter en lang pause siden slutningen af 1980´erne. Det var kameraet jeg altid havde over skulderen, næsten hver gang jeg gik ud af døren og som jeg kendte hver skramme på og som jeg kunne ”på fingrene”.
FZ-30´eren var ikke et mega dyrt kamera. Det var ikke engang et spejlreflex. Selvom jeg godt kunne have tænkt mig et teknisk bedre kamera, så har jeg altid sagt at ”...det er dét kamera jeg har nu og det må jeg arbejde med.” Et udmærket digitalkamera med en god Leica-optik. hvor jeg bl.a. kommer til at savne dets 35-420 mm. objektiv og den gode måde det lå i min hånd på.

For det fleste virker det måske nok lidt overdrevet at jeg kan være så trist over at jeg har mistet et kamera. Det er jo bare en ting, som kan erstattes.
Og jeg forstår godt hvis man synes jeg er lidt patetisk. Men nogle ting er altså værre at miste end andet.
Jeg ved at det kun var en død æske af plastik og metaldele, men alligevel blev det en del af mig, fordi det var mit middel til at få forløst min trang til at udtrykke mig på MIN måde og det var min faste ledsager i ønsket om at udvikle mig som billedmager.
Derfor blev PANASONIC LUMIX DMC-FZ30 en kær ting, der fik en slags sjæl, fordi den var med til at lave de billeder, jeg så gennem søgeren på det.

Jeg irriteres selvfølgelig over min dumme skødesløshed over at jeg glemte kameraet på taget af bilen.
Jeg bliver i den forbindelse mindet om at man aldrig skal tage noget for givet og altid passe på det og dem man holder af.