Foto eller billede - virkelighed og sandhed?

Jeg tror der er mange der synes at det er noget pjat - det der med at "pladre" sine fotografier til i PhotoShop, med alle mulige lag af texturere osv.

"Det er ikke fotografi", forestiller jeg mig folk sige.
Og de har måske ret.
Måske kan manipulerede fotos bedre kategoriseres som: "BILLEDER."
Råmaterialet er et fotografi, men turen gennem et billedredigeringsprogram forandrer dem fra foto til "billede".
Jeg kan godt lide at lave "billeder"
For resultatet af det manipulerede billede bliver til netop det udtryk jeg har inden i mig. Processen frem til resultatet gav mig i øvrigt, den dejlige oplevelse af at "gå i et" med kreationen af billedet. Jeg fik følelsen af at det jeg havde inden i mig selv, blev projekseret ned i billedet.

Jeg begyndte at arbejde med det og lige så stille begyndte der at tegne sig et udtryk. Billedet begynder at tale til mig og jeg opdagede i hvilken retning det førte mig. Følelsen af noget rigtigt, blev mere og mere tydelig. Hvert lille "penselstrøg" med musen blev vigtig. Tiden forsvandt og jeg vidste pludselig hvor hen og hvad jeg ville. Det ligegyldige råbillede fik alligevel en mening......i det mindste for mig og jeg indså at der nok var en mening med at jeg tog det foto.

Inspirationen til dette billede kom fra forsidebilledet på Søren Thomassens hjemmeside.
Det er lidt sjovt at netop dét billede inspirerede mig. For Søren Thomassen selv er ikke meget for at redigere i sine billeder. Han går i retning af fotorealismen, der opstod med Capa, Cartier-Bresson og Brassai og andre af de gode gamle fantastiske fotografer. Fantastiske mennesker, der fik fotografiet bragt ind som kunstart.

Jeg sad længe og studerede Sørens pariserbillede. Først tænkte jeg at sådan et billede vil jeg også tage. Men sådan hænger verden ikke sammen. Jeg vil jo aldrig kunne lave sådan et billede. Det er Sørens og ingen andres.
Men i lyset af inspirationen af pariserbilledet, groede en følelse frem inden i mig. Jeg fandt så et foto fra mit arkiv, som jeg kunne se nogle muligheder i og gik igang.

Jeg respekterer alle retninger i foto.
Jeg synes nogle billeder er gode som "malerier", mens andre er bedst, når de står så rent som muligt fotografisk. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Virkeligheden kan alligevel ikke, under nogen omstændigheder, skildres ved hjælp af fotos (eller andre medier for den sags skyld).
Alle billeder er et udsnit af noget der kan ligne en virkelighed. Et rent foto er jo begrænset til hvad der sker på billedet, om det er i sort/hvid eller farver gør ingen forskel. For alt i et foto repræsenterer jo "kun" det fotografen så i sit udsnit netop dét lille sekund han trykkede på udløseren.

Virkelighedesbegrebet har den belgiske surrealist René Magritte illustreret så flot med billedet "Dette er ikke en pibe".
Billedet er et billede af en pibe!
Billedet er endda mere tvetydigt. For også sætningen, der udtrykker afstanden mellem virkelighed og billede, er en del af billedet.

Virkeligheden er jo et underligt begreb. For den findes ikke!
I hvert fald findes, der lige så mange virkeligheder, som der er mennesker i verden og derfor findes der heller ikke en egengyldig sandhed.

Grunden til at jeg skriver dette lommefilosofiske er for at illustrere at fotografiet aldrig viser én sandhed, lige meget hvor rent og uredigeret det står.
I min verden udelukker den ene foto-retning ikke det andet. Alle fotografier (eller billeder om man vil) har en relevans og det er kun betragterens egen fortolkning der tilnærmelsesvis nærmer sig en sandhed.

Om nogen så kan lide mit "pølsevognsbillede" eller ej, er jeg bedøvende ligeglad med.
Jeg er tilfreds med det, fordi det udtrykker noget inden i mig, samtidig med at det er endnu et trin på vejen i min fotografiske og billedemæssige forståelse og udvikling.

(pyha - sikke en mundfuld)